Gnags sparkede festugen i gang

Thomas Helmig i godt selskab, Byparken, Aarhus

Gnags sparkede festugen i gang

Anmeldt af Troels Frøkjær | GAFFA

Se kæmpe fotogalleri ovenfor

Jo, du læste rigtigt! Det var Gnags og ikke Thomas Helmig, der for alvor sparkede Aarhus Festuge 2018 i gang. Gnags var nogle af de gæster, som Thomas Helmig havde bragt med på scenen cirka halvvejs gennem showet i aftes i Byparken i Aarhus. Et show, som havde fået titlen undertitlen ”i godt selskab”.

Gnags i stærkeste opstilling

Da Gnags kom på scenen i stærkeste opstilling og spillede "Danmark" og "Lav Sol Over Aarhus" med både Jacob Riis Olesen og Per Chr. Frost på guitar, Mads Michelsen på trommer og såvel Lis Sørensen som storebror Jens G. Nielsen på kor kom showet et gear eller to op i intensitet, nærvær og musikalsk overflod. Heldigvis formåede Helmig og hans velspillende band næsten at holde dampen og intensiteten oppe derfra gennem den sidste halvdel af koncerten. Men første del havde desværre være noget tamt uanset, hvor mange gange Helmig fra scenen havde erklæret, hvor fucking fantastisk det var at spille netop her i Byparken til festugeåbningen, og hvor fucking fantastisk publikum var. Første halvdel af koncerten var til tre stjerner, anden halvdel til fem, deraf de fire stjerner til aftenens koncert.

Cyklet på arbejde

Men den storsmilende og altid super charmerende Thomas Helmig var i fantastisk humør, og der var ingen tvivl om, at han virkelig nød at spille koncerten. I en quiz i Aarhus Stiftstidende var et af spørgsmålene, om Helmig boede i Risskov, Trøjborg eller Frederiksbjerg, og det var lidt tricky, da Helmig har boet alle tre steder i Aarhus gennem en årrække, og stjernen fortalte da også med et grin, at han var cyklet på arbejde i dag. Thomas Helmig er indbegrebet af Aarhus og Aarhus’ musikscene, og derfor var det da også et fint og oplagt valg at lade Helmig åbne festugen med en stort opsat koncert lige midt i centrum mellem rådhus og musikhus. Helmig popularitet fornægtede sig da heller ikke, eftersom de 12.000 billetter var blevet revet væk på få timer, da billetterne blev sat til salg i maj måned.

Lyden i Byparken var heldigvis høj og god, sådan at man kunne mærke bassen i mellemgulvet, sådan som det skal være til en koncert .Der var da også en del, der dansede i deres regnslag og gummistøvler, men rigtig fællessang og fællesskab var først noget, der for alvor kom i gang i festens anden del, og publikum var generelt meget afventende.

Smuk scenografi

Også den kreative og meget smukke scenografi på koncertens ikke mindre end seks storskærme bag og ved siden af bandet bør have stor ros. Det var uhyre smagfuldt og festligt lavet med farverne hvid og rød som gennemgående. Den røde som kærlighedens farve og den hvide, som passede godt til Helmigs helt hvide velsiddende tøj. Vi fik naturligt nok mange af Helmigs store hits gennem den imponerende karriere, der ifølge ham selv startede på Cafe Himmelblå i Mejlgade. Allerede da Thomas Helmig blot var 19 år hørte Gnags og Genlyd på Haraldsgade i Viby knægtens kæmpe talent, og den unge Thomas blev taget under vingerne hos og sammen med Gnags. Thomas Helmig fortalte ligefrem fra scenen, at han nærmest havde boet hos Gnags de første 10-15 år af sin karriere, og at han de to første år hos Gnags havde lært mere end gennem hele sin skolegang.

Gæsterne

Den første gæst, som Helmig havde inviteret med på scenen, var Thøger Dixgaard, som Helmig præsenterede som Danmarks nye musikhåb. Skulle det være tilfældet, ser det godt nok sort ud, tænkte jeg. Dixgaard sang hittet ”Blød Indeni.” Derefter kom gendannede Flødeklinikken med blandt andre Soleima på scenen uden at imponere. Men indrømmet, det er også en rigtig svær opgave kun at have et enkelt nummer til at trykke den af i.

Med Helmig-sangen "Malaga" skete der noget. Der sang publikum kraftigt med fra første strofe, så det var en sand fornøjelse. Det var ren kærlighed mellem Helmig og den forreste halvdel af publikum. Smukt. Derefter spillede Helmig ”Midnat i Europa,” som gange enkelt bare er en god sang, og publikums jubel ville ingen ende tage, da talentfulde Hugo Helmig kom på scenen og sang sangen meget smukt sammen med sin far. Faderens stolthed over sønnen var heldigvis svær at skjule. Derefter sang Hugo Helmig sit fede pophit ”Please Don’t Lie”, og den er simpelthen bare som "Midnat i Europa" et hamrende godt popnummer, som sidder lige der på øverste hylde i skabet, som sådan en dansevenlig popsang den skal.

Renée på kor

Også en storsmilende mor og hustru Renée Toft Simonsen var med på kor på et enkelt nummer. Skønt.

Men ellers var det sådan set bare at ride videre på bølgen af pophits som ”Stupid Man,” ”Det er Mig Der Står Herude” og ”Nu Hvor Du Har Brændt Mig Af,” og det gjorde Thomas Helmig så i bedste show-man-stil.

Alt i alt en fin aften dér i 8000 C.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA