Nyhed

ENDNU ET DØDSFALD: Gnags mister mangeårigt crewmedlem

Blot en uges tid efter guitarist Per Frosts bortgang er Gnags blevet ramt af endnu et tab

For nøjagtig en uge siden landede den triste nyhed om, at den 68-årige Gnags-guitarist Per Christian Frost er død. Frost var guitarist i Gnags fra 1974-97, hvorefter han udgav en række soloplader. Han kom dog tilbage i 2015 og medvirkede på Gnags' tre seneste soloalbum, herunder sidste års På ryggen af en drøm, og de følgende turnéer.

Nu har Gnags mistet endnu et medlem af inderkredsen, skriver forsanger Peter A. G. Nielsen på Facebook mandag formiddag. Det drejer sig om crewmedlemmet Max Herman Koitzsch, som varetog diverse opgaver bag scenen. 

"Vores milde, hemmelige våben," kalder Nielsen sin afdøde medarbejder i et mindeord, som lyder således i sin fulde længde: 


"Gnags-familien har i går mistet endnu en i sin flok. Crew-medlem Max Herman Koitzsch er død efter kort tids sygdom. Vores milde, hemmelige våben, de to ekstra loyale hænder, der altid stod parat, og fik tingene til at lykkes. Max påtog sig enhver opgave, dedikeret, koncentreret og altid med et kort nik. Opgaven modtaget og forstået!," skriver Peter A.G. og fortsætter:
"Som crew har alle deres specifikke opgaver på en tour. Men uden Max og alle de roller, han påtog sig, ville tingene ikke have gledet så smurt. Vi kunne regne med ham, altid på pletten. ’Hvor er Max?’ – ’Spørg Max’ – ’Send Max’ – ’Max ordner det’. Sådan en limstift er uundværlig og taknemmeligt værdsat i et band. Hans diskrete, venlige væsen var ikke udpræget beregnet til rampelys. Men han kunne styre en følgespot så præcist, man tror, det var løgn. Og selvom Max var en mand af få ord, vandt han alle hjerter, i både handlinger og med sin lune varme. Vi vil savne dig dybt, og glæde os over, det store aftryk, du har sat. Tak for din indsats. Æret være Max’ minde," lyder det fra Peter A. G.
Gnags kunne opleves live sidste sommer, hvor de blandt andet optrådte på Smukfest i Skanderborg. Nu afdøde Per. Chr Frost var på turné i eget navn så sent som i januar og februar.
ANNONCE