x
Big Red Machine: Big Red Machine

Big Red Machine
Big Red Machine

Bittersøde, blandede indie-bolsjer

GAFFA

Album / Jagjaguwar
Udgivelse D. 31.08.2018
Anmeldt af
Pelle Sonne Lohmann

Det er en regulær super-duo, der gemmer sig bag Big Red Machine, som således dækker over Justin Vernon (Bon Iver) og Aaron Dessners (The National) nye projekt. Med hjælp fra stærke kvinder som Phoebe Bridgers, Lisa Hannigan og Kate Stables samt diverse andre har de to indie-koryfæer kreeret et legesygt og bittersødt album, der overvejende opererer i et melankolsk univers, men som samtidig besidder en vidunderlig varme.

Big Red Machine er en temmelig eksperimenterende sag, der til tider famler lige lovlig febrilsk efter sit udtryk, men andre gange rammer både melodi og stemning knivskarpt. Det konstant knitrende og lystigt pulserende album er snarere skabt til opmærksom lytning end til fest, men tager man sig tid til at dykke ned i det kulørte sammenkog af en stak sange, er der en del at komme efter. Man kunne have forventet mere fra giganter som de herrer Vernon og Dessner, men numre som den helt symfonisk smukke "Hymnostic", den såvel dunkende som dvælende lækkerbisken "Forest Green" og den klimprende "I Won’t Run From It" er fine perler.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA