x
IDLES: Joy as an Act of Ressistance

IDLES
Joy as an Act of Ressistance

ANMELDELSE: Smil til en rådden verden, der ikke smiler tilbage

GAFFA

Album / Partisan
Udgivelse D. 31.08.2018
Anmeldt af
Simon Heggum

Positivitet og punk er en ikke en ting, man normalt forbinder med hinanden. En klassisk fordom er velsagtens, at en gennemsnitspunker er vred på hele verden. Derfor er det nærmest en ære at anmelde Bristol-bandet IDLES' andet album. Et album, der udkommer hurtigt i kølvandet på sidste års debut Brutalism, som stod som et af årets ubestridte højdepunkter. Og lad os få det ud af verden: Nej! IDLES er muligvis ikke det mest originale punkband i verden – men sangene er aggressive og støjende, og forsanger Joe Talbot har en af de bedste leadvokaler hørt i rock i mange år. Og så er sangene voldsomt stærke!

Den stærke sangskrivning fra Brutalism er blevet endnu stærkere på Joy as an Act of Ressistance. Mens bandet lader sig inspirere af postrock (”Colossus”, ”June”), klassisk oy-punk (”Danny Nedelko”, ”Gram Rock”) og post-garage (”Never Fight a Man With a Perm”, ”Love Song”), har Talbot spidset pennen og grebet ud efter den positive vinkel. Titlen passer derfor godt til albummet, hvor den bidende samfunds-satire går hånd i hånd med en smilende, men demonstrativ vinkel. På ”Colossus” og ”Samaritans” raser Talbot mod den misforstået maskulinitet (”I am my fathers son/his shadow weighs a ton”). På ”Great” raser han mod sin hjemlands højredrejning og Brexit (”Islam never ate your hamster/change isn’t a crime”).

På ”Television” og ”Love Song” beskriver han problemerne ved det postmoderne selvbillede og kærlighed (”Look at the card I bought/it says: ”I love you”) og på årets rock-single ”Danny Nedelko” åbner han armene for immigranter. Samtidig tør Talbot godt at være alvorlig – som på ”June”, som er en hjerteskærende sang til hans dødfødte datter ("Baby shoes for sale: never worn" – kan nogen hilse fra Hemingway?). Der er ikke kun smilende flaskekast at hente i den her plade. Den overordnede idé er dog at starte en revolution, der ikke er baseret på negativ energi, og derfor er den sarkastiske vinkel på samtlige sange anderledes kærlig, end man kender det fra den klassiske punkscene, som IDLES er inspireret af. Afslutteren ”Rottweiler” står som et voldsomt, agressivt punktum.

Joy as an Act of Ressistance er en vigtig plade. Både det positive budskab i en negativ tid, og IDLES' evne til at være et vanvittigt velspillet, melodisk, støjende og tight punkband. Jeg elsker det og tør godt sige: Årets rockplade! Tak til de lallegalde Bristol-idioter. OY!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA