x
Inderligheden, der aldrig forløste sig

Julien Baker, Hotel Cecil, København

Inderligheden, der aldrig forløste sig

Anmeldt af Simon Baastrup | GAFFA

Amerikanske Julien Baker skriver inderlige sange om kærestesorger, lavt selvværd, håb, isolationens mørke og døden. Alle livets aspekter er indkapslet i den bare 22-årige singer-songwriters skrøbelige stemme. Sangene er gennemsyret af sentimentalitet og åbenhjertighed. Det er mol, og det er dystert. Et så intimt rum som dette er svært at lukke folk ind i, og det lykkes heller ikke for tennesseeaneren at folde sit minimalistiske klangrum ud i aften.

Rent musikalsk finder man en elektrisk guitar, et keyboard og – i aftenens anledning – en violin i lyduniverset, hvis ramme er det altid leveringsdygtige Hotel Cecil i Indre By (København), der under aftenens koncert er udsolgt. Julien Baker lægger ud med sit største hit Appointments, hvor hendes karakteristiske mimik og gestik kommer til udtryk: Hun træder et par skridt væk fra mikrofonen og nærmest råber sin skrøbelighed ud, hvilket ophøjes af en tung bas-fornemmelse, der vibrerer ud i det tætpakkede rum.

Efter et stort bifald træder hendes violinist på scenen, og de næste tre numre får nu en art country-vibe over sig. Det er svært at skelne sangene fra hinanden, hvilket tager brodden af den inderlighed, der ellers var banet vej for. Hverken Julien Baker eller violinisten kommer ud over kanten, og det mærkes især under Good News, der ellers forsøger at lægge an til en mere fandenivoldsk stemning med hårdere anslag på guitaren samt en mere ekspressiv udstråling. Dette optrin til noget større munder ud i, at sangerinden slår sig selv i baghovedet efter nummeret, hvad der kunne have fungeret som den perfekte metafor for det tekstunivers, hun opererer indenfor. Slaget virker dog nærmere som en selverkendende mavepuster, hvis symbolik synes at være, at hun slet ikke er til stede på scenen.

Endnu et slag på en "forstuvet" ankel
Efter at have famlet lidt i blinde går Julien Baker tilbage til sine loops og er igen alene på scenen. Hun spiller Sprained Ankle og beviser, at hun er en hamrende god guitarist. De behagelige riffs krydres med den lige så behagelige stemme, men hun er stadig ikke til stede på scenen. Hun forsøger at hive den i land ved at fortælle aftenens første og eneste anekdote, der egentlig opsummerer hendes diskografi meget godt: Fortællingen handler om, at hun til tider kan have lyst til at smadre en bilrude for at få afløb fra de boblende følelser, som er så alment menneskelige. Publikum kommer mere med, og der sker også en slags skifte i stilen. Alligevel opstår der kontant en ambivalent følelse mellem det helt intime og scenekanten. De to instanser fremtræder desværre som to modpoler koncerten igennem, hvorfor man kun får det ene og det andet i meget små, uforenelige sekvenser.

Under nummeret Televangelist kommer violinisten tilbage på scenen, og nu fungerer det faktisk okay, eftersom Julien Baker har skiftet sin guitar ud med et keyboard. Der opstår en vældig fin og porøs samhørighed mellem de to instrumenter, alt imens lyset skiftet fra grønt til rødt. Det er smukke toner, der forsøger at strømme ud i det varme lokale. Der ligger dog et uforløst potentiale og slør over måden, hvorpå det eksekveres, og de fleste af sangene flyder lidt over i hinanden. Julien Baker drikker sin kop med te, og det virker lidt som om, at hun ikke rigtig selv tror på det. Dermed ikke sagt at man som musiker skal indtage alkohol og være rock and roll, når man performer foran et publikum. Te, uforløste følelser og manglende engagement hører bare sjældent til under en liveoptræden.

Intet ekstranummer

Keyboardet bliver til en guitar, og de tre sidste numre står som aftenens bedste. Julien Baker er bedst, når hun står helt alene på scenen og tør udkrænge sin inderlighed overfor publikum. Hun er uden tvivl en dygtig kunstner og kreatør, når det kommer til at bruge loops, men det bliver på en eller anden måde overflødigt i forhold til de budskaber, man hjertens gerne vil høre, men som desværre udebliver og overdøves af en stor uoplagthed, der definerer koncertens udfald. Sangen Turn Out the Lights, der er sangerindens sidste, eftersom ekstranumre ikke er en del af sætlisten, er den mest inderlige levering, der fremprovokerer gåsehud for første gang hos mig. Jeg ville ønske, at det havde været tilfældet ved flere af sangene. Sandheden er nu engang den, at det, til trods for den smukke og ufejlbarlige vokal, ender med at blive kedeligt, når det skal være så svært at dechifrere overgangen fra et nummer til et andet.

 

Sætliste:

Appointments

Funeral Pyre

Shadowboxing

Good News

Sprained Ankle

Red Door

Blacktop

Rejoice

Televangelist

Distant Solar Systems

Hurt Less

Something

Sour Breath

Turn Out the Lights


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA