x
Dark disco med terrængående tekster

Jenny Wilson , Wall of Sound, Horsens

Dark disco med terrængående tekster

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Danmark har fået endnu en musikfestival. Wall of Sound er navnet, og den finder sted i weekenden 7.-8. september ved Fængslet i Horsens. Nærmere betegnet lige uden for fængselsmurene i ganske hyggelige, havelignende omgivelser med en kapacitet på omkring 3000 personer, altså lidt mindre end GrimFest i Aarhus. Og dermed en af Danmarks mindre festivaler. Programmet er dog ganske solidt, med 17 musiknavne, primært yngre, men alligevel etablerede kunstnere som Scarlet Pleasure, Benal, Veto og The Minds of 99, der har lokket lidt over 2000 personer til. Næsten alle kunstnere har dog optrådt på andre danske festivaler denne sommer, hvor GAFFA har anmeldt dem, så her nøjes vi med at kigge på festivalens eneste ikke-danske navn, svenske Jenny Wilson.

LÆS OGSÅ: Se masser af billeder fra Wall of Sound

Sangerinden og sangskriveren er placeret på den mindste af festivalens to scener, Freedom, mellem Veto og The Minds of 99 på den store Forest Stage. Der er ikke musik på de to scener samtidig, så man kan undre sig lidt over, hvad de par tusind personer, der så Veto, laver, mens Jenny Wilson spiller, for kun et par hundrede er gået de få skridt over til den anden scene. Der er ellers god grund til at møde op, når Wilson går på scenen, for hun er aktuel med et solidt album, ”Exorcism”, inspireret af en voldtægt, hun blev udsat for et par år siden, og et album kendetegnet af virkelig stærke tekster fyldt af de modsatrettede følelser, overgrebet har afstedkommet, fra skam til hævntørst.

Det er også det album, som udgør størstedelen af sætlisten, og som også live viser Wilson fra sin mest elektropoppede og dansable side, trods de alvorstunge tekster. Wilson stiller op med to keyboardspillere og en trommeslager, alle i øvrigt iklædt boksershorts, mens hun selv indtager scenen iført en enorm gul kjole, som hun dog smider efter første nummer og afslører en glimmer-buksedragt indenunder – senere følger flere kostumeskift. Åbningssangen er ligesom på albummet ”Rapin’”, hvor titlen siger det hele, og som begynder med dystre keyboardakkorder inden et elegant skift til et noget højere tempo.

Live har Wilsons vokal fået noget mere af et AutoTune-lydende filter end i studieudgaven, og det gør, at den ellers så terrængående tekst ikke går helt så klart igennem, om end man godt kan høre linjer som ”Two days later I couldn’t speak, I couldn’t sleep, I couldn’t find out how to be me” og ”And I went to the doctor who said “Come here tell us everything (…) you have to take your clothes off” / I have to show my body again”. På de efterfølgende sange går Wilsons stemme heldigvis som oftest rent igennem uden det store effektlag, om end hendes både stærke og let skrøbelige vokal ligger lige en smule for lavt i mikset efter min mening – ikke mindst det direkte tekstuniverset taget i betragtning.

Musikken er yderst dansabel, og danser gør både Wilson og adskillige blandt publikum da også – der er desuden god plads til det. Der er i bedste diskoteksstil masser af røg på scenen, med hyppigt brug af stroboskoplys. Kombinationen af det dystre tekstunivers og den meget kropslige musik får mig til at tænke på udtrykket ”dark disco”, som engelske Editors kaldte deres egen musik, da de debuterede i 2005, men som passer mindst lige så godt på Jenny Wilson.

Midtvejs får vi nogle sange fra Wilsons forrige album, ”Demand the Impossible!”, der er påvirket af den hårdt prøvede kvindes kamp mod brystkræft, som hun heldigvis gik sejrende ud af for små ti år siden, og disse sange fortsætter den hårdtpumpede, elektropoppede stil med inciterende keyboardbas. Et udtryk, der i sin udadvendthed understreger indtrykket af Wilson som alt andet end et offer, trods alt det, hun har været igennem. Numre som ”Forever is a Long Time”, ”Your Angry Bible” (med en desværre lidt skinger vokal) og ”It’s Love” sætter farten lidt ned og skruer op for eftertænksomheden, inden vi, oven på al smerten og vreden, slutter med den optimistiske ”The Future” med linjer som ”A change is coming up (…) a better future more and more”. Efter Wilson i ”Forever is a Long Time” ellers er kommet med den kontante melding ”the future’s a disappointment”. Der er al mulig grund til at se lyst på fremtiden for både Jenny Wilson og Wall of Sound Festival, som er kommet godt fra start. Så lad os håbe på lidt flere eksklusive navne næste år.

LÆS OGSÅ: Se masser af billeder fra Wall of Sound

 

Sætliste:

Rapin’

Lo’ Hi’

Disrespect is Universal

Forever is a Long Time

University of My Soul

The Prediction

Battle With God

Autobiography

Pyramids

Exorcism

It Hurts

Your Angry Bible

It’s Love

The Future

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA