Fredagshygge med følsom folkpop

Passenger, Store Vega, København

Fredagshygge med følsom folkpop

Anmeldt af Signe Aarestrup | GAFFA

Den britiske singer-songwriter Passenger har netop udgivet sit niende soloalbum, Runaway. Nu er han på turne, og fredag er han i Danmark, hvor han spiller en udsolgt solokoncert i Store Vega.

Passenger med det borgerlige navn Mike Rosenberg har en lang karriere bag sig. Det kan man godt mærke, når han står på scenen. Han virker afslappet og har overskud til gentagne gange at komme med små sjove bemærkninger og generelt sørge for, at publikum er med hele vejen igennem. Det kan dog godt kamme over i det lidt søgte, når han atter en gang får sneget ”Denmark”, ”Danish” eller ”Copenhagen” ind i en sang.

Uanset må man dog sige, at han, ene mand på gulvet med sin guitar, leverer et virkelig gennemført show. Vi får et bredt udsnit af hans sange, dog flest fra den nye plade Runaway og gennembrudsalbummet All the Little Lights fra 2012. Herunder selvfølgelig megahittet "Let Her Go", som gjorde Passenger verdenskendt. Op til dette nummer kommer Rosenberg med en joke om, at han bliver den eneste musiker nogensinde, der må lave et greatest hit album – altså i ental. Og som han siger: "It’s funny ’cause it’s true". På trods af det omfattende bagkatalog er der nemlig ingen af hans andre folkpop-sange, der har haft tilnærmelsesvis samme gennemslagskraft.

Fra de øvrige album hører vi blandt andet "Fairytales and Firesides" fra Divers & Submarines, der fungerer som koncertens åbningsnummer og "Scare Away The Dark" fra Whispers. Og så bliver vi også præsenteret for et helt nyt og endnu ikke udgivet nummer. Det er udmærket, men ikke noget, der står ud. Der bliver også plads til to ekstranumre: "Home fra Young as the Morning", "Old as the Sea" og "Holes", igen et nummer fra All the Little Lights-pladen.

Alt bliver fremført til præcision, og Rosenbergs lidt ru og intense vokal står klart, mens guitarspillet heller ikke lader meget tilbage at ønske. Det er melodiøst, afdæmpet og melankolsk uden at blive rigtig trist. Hos Passenger er man i gode hænder.

 

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA