x

Rick Astley
Store Vega, København

Firserhelt på slap line

GAFFA

Album /
Udgivelse D. 24.09.2018
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Karl Marx skrev i 1850’erne, at historien gentager sig, første gang som tragedie, anden gang som farce. I tilfældet Rick Astley er det næsten omvendt. Soulpopsangerens ellers næsten helt afdøde karriere vendte første gang tilbage som farce, da han blev centrum i det morsomme fænomen ”Rickrolling” i 2007. Det bestod i al sin enkelhed i, at morsomme personer sendte links rundt til folk, hvor de anbefalede, at man klikkede på linket under henvisning til, at det var et eller andet vildt interessant, for eksempel en politiker fanget med bukserne nede, en kattevideo eller et megafedt nummer med et nyt, ukendt band. Og når man klikkede, så vupti – så ramlede man direkte ind i musikvideoen til Rick Astleys første og største hit, "Never Gonna Give You Up" fra 1987. Og vupti, så var Astley tilbage på landevejen, og han fik endda MTV-Prisen ”Best Act Ever”.

Og anden gang vendte Astley tilbage som, ikke tragedie, men som noget seriøst, da han i 2016 udsendte sit første album i hele 11 år, det hæderlige, gospelpåvirkede 50, som i år blev fulgt op af det ligeledes rimelige Beautiful Life. Han turnerer nu med både nye og gamle sange, og hans turné slutter med to udsolgte koncerter i Store Vega. GAFFA har fanget den sidste, og det skal vise sig at blive en noget uforudsigelig aften, hvor Astley viser, at det karakteristiske rødbrune hår nok gemmer en ræv bag øret.

Det begynder allerede under opvarmningen, den fine canadiske sangerinde Elise Le Grow, som synger en stribe alternative coverversioner af 50’er- og 60’er-sange fra pladeselskabet Chess Records, blandt andet Chuck Berrys ”You Never Can Tell”, kendt fra Pulp Fiction-filmen. I hendes sidste sang kommer Astley på scenen som bassist, forklædt bag briller og kasket og afslappet klædt i cowboyjakke og jeans, og kun fordi han er ved at flække af grin, kommer jeg til at lægge mærke til ham. Det er tydeligvis også en overraskelse for Elise Le Grow, og det lille stunt sætter for alvor gang i en både musikalsk vellykket og særdeles underholdende aften.

Som tøet op fra start-90'erne

Rick Astley virker dog mere traditionelt cool, da han en halv time senere atter træder ind på scenen, nu iført jakkesæt, dog uden slips, mens det formodentlig farvede hår sidder helt perfekt, som er det blevet sat i en vindtunnel. Astley ligner ikke en mand på 52, men ser snarere ud, som om han er blevet tøet op efter at have været frosset ned siden start-90’erne, hvor han pludselig forsvandt fra rampelyset. Sådan lyder han også. Den karakteristiske dybe stemme er mindst lige så fyldig som dengang, tilføjet enkelte rustrøde nuancer, og den er heldigvis mikset godt frem i lydbilledet, som ellers skabes af lineuppen guitar, bas, trommer, keyboard og to fremragende, gospelorienterede korsangerinder.

Konstellationen lægger ud med to nye numre, men der kommer først for alvor gang i publikum, da Astley selvironisk siger: ”Hvad var det, jeg hørte en fra publikum sige? Stop med at spille det nye og syng noget fra 80’erne.” Og så får vi ”Together Forever”, et af de store hits fra Astleys storsælgende debutalbum Whenever You Need Somebody fra 1987, og hele salen synger med. En del bliver mærkeligt nok tavse, da vi får den lidt mere afdæmpede og 60’er-Motown-påvirkede ”It Would Take a Strong Strong Man”, et af højdepunkterne fra selvsamme album. Folk vågner heldigvis op til dåd, da Astley med lungerne nærmest uden på tøjet synger den gospelorienterede ”Keep Singing” fra comebackalbummet 50, komplet med rytmiske klap, som heldigvis forplanter sig til salen.

Resten af hovedsættet er bygget op af nye sange med gamle hits stukket ind imellem med passende mellemrum, og ikke overraskende bliver de gamle numre modtaget med størst entusiasme, uden at folk virker ligegyldige over for de nye. De gamle numre, der i nogen grad var skrevet af datidens hitfabrik Stock, Aitken & Waterman, virker overraskende slidstærke, selvom de alle er skåret over samme læst: tre vers, tre omkvæd, tre et halvt minut, også når de bliver spillet af et solidt orkester (albumversionerne er sovset til i keyboards og trommemaskiner), og de nye, selvskrevne sange, ofte ballader, er som sagt heller ikke uefne, især ikke ”Pray With Me”, der igen giver associationer til gopsel.

Rick Astleys humoristiske og selvironiske kommentarer mellem sangene er også med til at holde fast i den gode stemning. Vi bliver eksempelvis opfordret til at råbe ”Rick Astley, go fuck yourself” – så er det overstået, hvis nogen i salen skulle brænde inde med noget vrede – ligesom han joker med, hvor dårlig han er til dansk, selvom han har været gift med en dansk kvinde de sidste 30 år. Vi får dog et par eksempler på hans danske ordforråd, da han begynder at fortælle om samme kone på rimeligt dansk.

Da Astley og band vender tilbage til ekstranumrene, er sættet for alvor blevet løssluppent. Astley har nu taget låget af en flaskecontainer på hovedet – ”det ødelægger min frisure, men det er lige meget” – og fremfører et delvist tysksproget nummer med titlen ”Paint is My World”, som vist skal være en venlig parodi på tysk elektropop a la Kraftwerk. Derpå får vi, på opfordring fra en publikummer, George Ezra-hittet ”Shotgun” (som Astley dog har spillet tidligere på turnéen), finurligt blandt med passager fra Paul Simon-klassikeren ”You Can Call Me Al”. Senere sætter han sig bag trommerne og spiller og synger AC/DC-klassikeren ”Highway to Hell” og et par numre senere er meldingen: ”Nu spiller vi ”Never Gonna Give You Up”, og så kan dem, der har barnepiger eller skal nå en bus eller et tog, tage hjem bagefter – så bliver vi og jammer lidt”.

Og efter at gennembrudshittet har sendt Vega på kogepunktet går Astley & Co. ud på den slappe line og spiller tre coversange, nu med Astley på elektrisk guitar: Foo Fighters’ ”Everlong”, Ed Sheerans ”Shape of You” og endelig Bruno Mars og Mark Ronsons ”Uptown Funk”. Det er ingen kunst at spille covernumre, når man er professionel musiker, men det er alligevel befriende at se Astley og band så afslappet, uforudsigelig og overskudspræget, og efter knap to en halv time er man ikke i tvivl: Astley mener det, når han gentagne gange siger, at han har ”et fantastisk liv”, og livs- og musikglæden smitter i salen. Rick Astley er langtfra færdig, og når han synger, at han glæder sig til at komme tilbage, er der kun at svare: Tak i lige måde.

 

Sætliste:

Beautiful Life

This Old House

Together Forever

It Would Take a Strong Strong Man

Keep Singing

She Makes Me

She Wants to Dance With Me

Hold Me in Your Arms

Shivers

God Says

Whenever You Need Somebody

Pray With Me

Last Night on Earth

Angels On My Side

Cry for Help

Ekstra:

Paint is My World

Take Me to Your Heart/We Found Love (Rihanna-cover)

Try

Highway to Hell (AC/DC-cover)

Shotgun (George Ezra-cover)

Never Gonna Give You Up

Ekstra-ekstra:

Everlong (Foo Fighters-cover)

Shape of You (Ed Sheeran-cover)

Uptown Funk (Bruno Mars & Mark Ronson-cover)

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA