Katie Melua: Georgisk kvindekor, guitarklimpreri og gåsehud

Katie Melua, Musikhuset Aarhus, Store Sal

Katie Melua: Georgisk kvindekor, guitarklimpreri og gåsehud

Anmeldt af Sidsel Thomassen | GAFFA

Det er kun to år siden den britisk/georgiske sangerinde Katie Melua sidst besøgte Aarhus. Faktisk har hun været en flittig gæst de seneste år, hvor hun ad flere omgange har tryllebundet publikum landet over med sin fløjlsbløde stemme og alfeagtige fremtoning. Ligesom ved sidste visit havde hun også denne gang medbragt The Gori Women’s Choir som supplement til egen optræden.

For mange vil guitarklimpreri og georgisk kvindekor være en utraditionel lørdagscocktail. Ikke desto mindre havde selvsamme kombination trukket fulde huse denne råkolde efterårsaften i Musikhusets store sal.

Det georgiske kor måtte dog i starten stå standby, mens Melua selv betrådte scenen flankeret af sit firmandsorkester bestående af trommeslager, bassist, pianist og guitarist, og i fællesskab fik de spillet aftenen i gang med nogle af de lidt ældre numre som ”Belfast (Penguins and Cats)” og ”Nine Million Bicycles”, hvor særligt sidstnævnte vakte stor jubel og begejstrede klapsalver.

Højstemt korarrangement

Efter en håndfuld fine, velspillede melodier var det tid til at introducere aftenens andet hovednavn, The Gori Women’s Choir, som Katie Melua som nævnt også havde med, sidst hun besøgte Aarhus i 2016 i forbindelse med udgivelsen af albummet In Winter, som de to parter har lavet i fællesskab.

Selvom alt pressemateriale forud for denne koncert havde lovet os et 25 kvinder stort orkester, måtte vi nøjes dog med 16 kvinder, alle klædt i sorte, gulvlange kjoler med glimmer.

Mens der på bagbeklædningen kørte animerede videoer af golde, vinterramte skove i blå toner, gav koret et løft til Meluas skrøbelige vokal på den klassiske julesange ”O Holy Night” og smeltede sammen i en forening af noget spirituelt og sart, som gav kuldegysninger helt op til hårgrænsen, trods en god varme i salen.

Det er så absolut et dygtigt kor, Katie Melua har valgt at slå sig sammen med, og stemmemæssigt supplerer de to hinanden rigtig godt – særligt på de sange, der har karakter af noget mere højstemt. Det bliver dog også hurtigt lidt ensformigt i udtrykket, og når det derudover kun akkompagneres af Meluas egen guitar, kommer der til at mangle lidt tyngde og et skud power.

Det skud kom til gengæld umiddelbart inden pausen, hvor sangerinden kastede sig ud i et yderst vellykket cover af Shirley Basseys ”Diamonds Are Forever”, der gav det uventede og overraskende.

Helt enkelt, helt klassisk, helt Melua.

Andet sæt startede præcis som det første med Melua og band, men uden kor. Selvom sangerinden selv spiller en udmærket guitar, klæder det både hende og hendes sange at blive foldet mere ud instrumentalt og få lidt mere luft under vingerne. Sange som ”I Cried for You” og ”The Flood” fik lige et ekstra nøk opad ved hjælp af kontrabas og bækken og ledte tankerne hen imod et storladent filmsoundtrack.

Ud over voluminøse ballader havde Katie Melua også fundet plads til et par klassikere på sætlistens anden del. ”The Closest Thing to Crazy”, som vel må betegnes som et af hendes største hits, blev klappet i gang, nærmest før tonerne var slået an, og selve sangen blev fremført så ærligt og inderligt, at man blot må erkende, at det stadig er en pokkers fin popsang. Helt enkelt, helt klassisk, helt Melua.

Og det er dét, den britisk/georgiske sangerinde kan! Med en stemme så klar som krystal og sin guitar over skulderen kan kun levere sange, som går lige i hjertet, hvad end det er hendes egne eller andres. Og lige netop andres sange fyldte en del denne aften, hvor der også blandt ekstranumrene var et par coverversioner af Eva Cassidy og Louis Armstrong, og hvilken bedre måde at slutte en smuk aften af på end med ”What a Wounderful World”?

Katie Melua er ikke den store taler. Langtfra. Et "tak" her er der. Heldigvis er hun en gudsbenådet dygtig sangerinde, der ved hjælp af sin krystalklare og skrøbelige stemme drager sit publikum ind i et eventyragtigt univers, hvor hun spiller hovedrollen. Faktisk var det utrolig dejligt at være til koncert en lørdag aften, hvor langt de fleste havde lagt mobilen i lommen og talt færdigt inden musikken spillede, så man blot kunne læne sig helt tilbage i de røde klapsæder og nyde oplevelsen uden frygt for at få et halvfyldt fadølsglas i nakken.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA