x
Her behøver man ikke klappe på to og fire

Gaye Su Akyol , İstikrarlı Hayal Hakikattir

Her behøver man ikke klappe på to og fire

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Der var ingen juleøl, men masser af fest på Alice, da Gaye Su Akyol spillede koncert på spillestedet Alice på Nørrebro. Selvom budskabet om at drømme en ny virkelighed frem forsvandt i larmen, så trængte musikken igennem, og publikum fik en gennemført koncert leveret med autoritet og charme.

Den første fredag i november er normalt der, hvor danskerne ihukommer den traditionelle J-dagsfejring og drikker sig sanseløs i stærk øl. Men på et udsolgt Alice var der ingen juleøl, men i stedet tyrkisk sang og psykedelisk surf leveret af Gaye Su Akyol. Koncerten var en del af Power of Women-festival, hvilket giver mening, da Akyol over tre album og et soundtrack selv har stået for sangtekst, arrangement og visuelt udtryk på de fleste af sine sange. Samtidig kan hun formidle musikken med autoritet og overskud.

Et givende møde mellem kulturer

På trods – eller måske på grund – af juleøllens fravær, var der masser af danskere til koncerten, et par stykker af dem med tyrkisk baggrund. De sidstnævnte var en velsignelse for os, der ikke forstod tyrkisk. Allerede under anden sang, titelnummeret på tredje album İstikrarlı Hayal Hakikattir (Bestandig fantasi er virkelighed), begyndte de at synge med på teksterne. Gennem dem kunne vi andre bedre forstå musikken. Når de dansede og sang med, følte man sig inviteret til at deltage i koncerten med samme entusiasme i stedet for at stå og betragte scenen fra afstand. Det blev lidt komisk, da veldisciplinerede publikummer begyndte at klappe på to og fire, som man til enhver respektabel rockkoncert bør. Aftenens musik var dog slet ikke i samme genre, og de rytmiske betoninger blev helt forkerte i nogle forvirrede øjeblikke, indtil folk fandt rytmen ved at klappe på alle taktslag.

Kommunikationsproblemer

Gaye Su Akyols musik er både en hævdelse af tyrkisk tradition og kultur i trods mod den nuværende politiske situation i Tyrkiet og en fremhævelse af et humanistisk budskab om, at alle mennesker har en plads på jorden. Det sidstnævnte budskab er indkapslet i sangen ”Hemserim Memliket Nire” (Hvor er du fra, ven?), der er et cover af den tyrkiske sanger Barış Manço. Sangens omkvæd har linjerne ”Hvor er du fra ven?/Denne verden er mit hjemland” Her var der dog knas på linjen, da Akyol ikke kunne høre sig selv. På trods af at hun rutineret blev ved med at synge igennem, gav det usikkerhed i stemmen og en smule tøven. Det var ærgerligt, og problemerne fortsatte tilsyneladende, da hun flere gange under koncerten tog højre hånd op for øret for at finde sig selv i mixet.

Det var ikke desværre det eneste kommunikationssammenbrud. Selvom musikken talte for sig selv, var der mange steder imellem numrene, hvor Akyol både talte på tyrkisk og engelsk til publikum. Problemet var, at det var svært at høre. Det var synd, fordi Akyol har rent faktisk noget at sige, og vi kunne godt have brugt at høre det. På et tidspunkt, hvor hun havde talt en tyrkisk sætning, var der en mand, der kommenterede jokende med noget i retning af ”sagde hun ’vi skal op i røven i Korea’”. Det var ikke det budskab, han skulle have modtaget.

Musikken er det universelle sprog

Men musikken var i det store hele alt, hvad man kunne have bedt om. Bandet, som i dagens anledning var klædt ligesom bjørnebanden i sort, spillede præcist, men indlevende med på numrene. Det nåede sin zenit i ”Nargile”, der kom efter ”Hemşerim Memleket Nire”. Der skete det udefinerbare i en koncert, hvor tingene allerede er gået lidt galt, men i stedet for at tage det tungt, så intensiverede kunstnerne energien og blev bedre. Musikken var punket og dyster, men blev leveret med et smil, der bedst kan beskrives som skælmsk. Bassen bevægede sig rundt på båndet i slides ,og den tyrkiske surfguitar skrattede og var hård. Det er et tegn på et exceptionelt liveband at kunne samle sig op på præcist det tidspunkt.

Fire stjerner kan virke som en jævn vurdering. Men alle stjernerne er optjent på kvalitet. Det, som manglede til koncerten var en bedre inddragelse af os, der er udenforstående i forhold til tyrkisk kultur. Vi er ikke så kloge, som vi selv tror, og hvis vi skal ind musikken, så skal vi tages lidt mere i hånden.

 

Sætliste:

  1. Ölü Bir Adama
  2. İstikrarlı Hayal Hakikattir
  3. Yillar Yilan
  4. Yali Yali
  5. Develerle Yaşıyorum
  6. Laziko
  7. Yaz Gazeteci Yaz
  8. Biliyorum
  9. Hemşerim Memleket Nire
  10. Nargile
  11. Estarabim
  12. Abbas
  13. Meftunum Sana
  14. Eski Tüfek
  15. Kirmizi Rüyalar
  16. Hologram
  17. İstikrarlı Hayal Hakikattir

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA