Simon Lynge: Deep Snow

Simon Lynge
Deep Snow

Singer-songwriting af internationalt tilsnit

GAFFA

Album / Integrity Records
Udgivelse D. 23.11.2018
Anmeldt af
Ivan Rod

Den grønlandske singer-songwriter, Simon Lynge, har med Deep Snow skabt et meget personligt, intenst, vedkommende og lytteværdigt album. Først isolerede han sig med sin gamle ven og sparringspartner, Richard Lobb, i et hus i landlige omgivelser i Wales – med det for øje, at han ville være ærlig, ikke foregive. De to indspillede nogle skitser, og herefter stødte to bandmedlemmer, Anders og Nicolai, til i Londons Narcissus Studios, hvor de tilføjede stoflighed og dybde til de første skitser. Og nu – efter mix m.m. – står vi andre med et album, der nok er en nutidig hilsen fra Grønland, men også et singer-songwriter-album af internationalt tilsnit. Man fornemmer således, at Lynge både står i gæld til eksempelvis The Beatles, Paul Simon og Kings of Convenience. Hans singer-songwriting trækker på traditioner fra country, folk og tekstbaseret pop og afslører, at han i virkeligheden er en meget habil troubadour, en professionel med noget på hjerte og en åbenlys sans for nutidens moderne, formidlingsmæssige virkemidler. Deep Snow er et stærkt, originalt udspil, præget af respekt for den nyere tradition og af original tænkning.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA