x
Sharon Van Etten: Remind Me Tomorrow

Sharon Van Etten
Remind Me Tomorrow

ANMELDELSE: Ny lyd og musikalsk overskud, følsom sangerinde bider fra sig

GAFFA

Album / Jagjaguwar
Udgivelse D. 18.01.2019
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Et sagte pianonedslag og rumlen af en faretruende drone sætter Sharon Van Ettens nye langspiller Remind Me Tomorrow i gang. Som under en mørk sky åbenbarer hun sig på "I Told You Everything" over for sin nye kæreste om sit tidligere voldelige forhold: ”You said ”Holy shit”/We almost died”. Emnet omkring eks-forholdet var det smertelige kardinalpunkt på det fremragende forrige udspil Are We There? fra den amerikanske sangskriver. Denne gang tager Van Etten skeen i den anden hånd.

Nyt forhold, barn og en ny lyd signalerer et overskud, der både musikalsk og tekstmæssigt vil mere. I hænderne på produceren John Congleton (St. Vincent, Angel Olsen) bliver sangene drevet frem af et elektronisk drive. Lige fra den kælne "No One’s Easy To Love" over den spøgelsesagtige "Memorial Day" til den electro-dansable "Comeback Kid" viser Van Etten et overskud, der er svært ikke at forelske sig i. Remind Me Tomorrow er lyden af en kunstner, der bider fra sig og formår at bære sine nye musikalske klæder uden at give slip på personligheden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA