x
At folde drømmenes faner ud

When Saints Go Machine og Copenhagen Phil, Konservatoriets Koncertsal, København

At folde drømmenes faner ud

Anmeldt af Simon Baastrup | GAFFA

I en af Danmarks smukkeste koncertsale mødes Copenhagen Phil, dirigeret af Hans Ek, og When Saints Go Machine samt arrangøren Christian Balvig og percussion-trioen Pace. Salen er røgomsluttet og indhyllet i en aura af guld, inden den elektronisk-symfoniske koncert begynder. Publikum får at vide, at vi om lidt skal være vidner til en urfødsel, hvor i alt 35 såkaldte ”fadere” vil skabe et helt unikt lydunivers. Mine tårnhøje forventninger rystes en kende, da det afsløres, at koncerten udelukkende byder på nye numre fra en kommende plade – omvendt betyder det også, at When Saints Go Machine endelig kommer med en opfølger til den anmelderoste udgivelse ”Infinity Pool” fra 2013.

En mosaik af synthesizers og klassisk musik giver helt specielle frekvenser

Bandet er blandt andet kendt for sin helt særegne electro-poplyd, der har et islæt af soul og dansable beats; alt sammen med en melankolsk fremtoning. Og det er især melankolien, som får lov til at skinne igennem under aftenens koncert med hjælp fra den storladne lydside, som Copenhagen Phil er med til at fremkalde. Et hav af strygere bringer salen i en cinematisk trance under ”Airdrop”, mens en art stjernekrig udspiller sig. Det er syret og manisk, men det er samtidig et kontrolleret epileptisk anfald. Sythesizers krydser klinger med den klassiske symfoni, og da lydniveauet er på det højeste med torden, xylofoner, dybe vejtrækninger og Safri Duo-agtige trommer, brydes muren af forsanger Nikolaj Manuel Vonsilds fuldstændig forrygende vokal. Stilhed. Han har den udsolgte sal i sin hule hånd, og i et øjeblik, der formentlig ikke varer mere end to sekunder, går tiden i stå.

Det er umuligt at dechifrere, hvornår et nummer bliver til et andet; hvornår en følelse overvældes af en anden; hvornår legen bliver til rutine. Jeg tror, at de fleste bands ville have svært ved at kontrollere så mange elementer og lyde på én og samme tid, men When Saints Go Machine og Copenhagen Phil synes at have knækket koden. Med nummeret ”Shift” mumles teksten på en så sublim og overlegen måde, at ord nærmest synes overflødige. Det er til tider svært at forstå, hvad bandets tekster egentlig indeholder af ord og sætninger, men forsangerens lyde, der hele tiden bakkes op af Jonas Kentons synth, formår ikke ikke desto mindre at tryllebinde mig. På magisk vis opstår der samhørighed og fuldstændig forståelse i det uforståelige, mens trompeterne brager derudad og ophøjer koncertens 1. del.

Drømmene får alting til at vælte

Jeg sidder med en fornemmelse af, at jeg på den ene side er med i en kærlighedsnovelle af russiske Anton Tjekhov, og at jeg på den anden side befinder mig i en episk stjernekrig i det ydre rum. Det dialektiske spændingsfelt, som hele tiden veksler mellem robotlyde og bjergtagende klassisk musik, er ubeskrivelig. Der er ingen hæmninger; ingen normer og tøjler. Det føles som at vågne op fra en fantastisk drøm, hvorefter man indser, at drømmen er blevet til virkelighed.

En enkelt person klapper efter sangen ”Messi”, hvilket udvikler sig til stående applaus. Hele salen rejser sig op, og frontmanden får tårer i øjnene. Han græder. Han griner. Koncertens mange paradokser og normalt modstridende instanser indrammes på smukkeste vis i det ømme øjeblik, hvor Vonsild peger op på sin mor, der sidder iblandt publikum, og siger, at han elsker hende. Der er stadig et nummer tilbage på sætlisten, og bandet kan ikke fatte, at alle har rejst sig for tidligt op for at hylde dem. Jeg tror faktisk ikke, at det er gået op for nogen inde i salen, hvad der er sket under koncerten.

Alle sætter sig ned igen, og ”Dummy” får lov til at runde koncerten af med en helt igennem epifanisk og katarsisk violinsolo. Jeg kan ikke lade være med at tænke på en sætning fra Michael Strunges digt DRØMMENS FANER: ”Vi synger i specielle frekvenser / der får murene af norm og ensartethed / til at vælte”. Det er netop dét, som When Saints Go Machine og Copenhagen Phil har formået i løbet af den sidste time. De har væltet murene med deres helt unikke frekvenser.

Jeg er foruden ord, da jeg går ud fra Konservatoriets Koncertsal. Regnen siler ned, og den eneste tanke, jeg kan fremmane, er: Det er godt, at man ikke kan se mine tårer i regnen.

 

Sætliste:

  1. del

Airdrop – Ducktape

Suppe – Shift

Lys – Took

 

  1. del

What – Intell – Foot

Messi

Dummy


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA