x
Unødvendigt fyld på en udmærket pizza

Terkel - The Motherfårking Musical, Tivolis Koncertsal

Unødvendigt fyld på en udmærket pizza

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Jeg hører til den generation, der har haft sine definerende teenageår med Terkel i knibe som eftermiddagsunderholdning. Da Terkel gik i 6A, gik jeg i 7B. Jeg havde venner, der snakkede ligesom Jason og kammerater ligesom Saki. Måske også en fjern onkel, der mindede lidt om Stewart til familiefesterne. Jeg selv mindede måske mere om Terkel, men det er en mindre detalje. Fortællingen, som Anders Matthesen søsatte i 2001, blev lynhurtigt kult, fordi lejrskoleturen langt hen ad vejen var relaterbar. Den der konkurrence om at have den mest tjekkede sovepose. Det der med at stene salamandere. Måske er det derfor, historien om Terkel aldrig er gået af mode. For selvom tiderne skifter, har usikkerhedens bumsefjæs det med at være det mest udprægede look i folkeskolen. Om det så er på Vestegnen, i Vestjylland eller på grænsen af Odsherred.

Terkel i 2019

Umiddelbart fremstår Terkel – The Motherfårking Musical lidt som et symptom på tidernes tendenser om at genskabe det, der i forvejen virker upåklageligt. Stemmerne og gangarten karaktererne iblandt – ligegyldige som centrale for historiens fortælling. Det er et eksempel på, hvordan en historie alene kan bygges op om netop karaktererne frem for det originale ved fortællingen. Det er centrale elementer, Nikolaj Cederholm og holdet bag Terkel – The Motherfårking Musical har lagt tungt fokus på, men den er samtidig svær ved at trække hjem.

Historien starter ikke så overraskende ud fra Terkels perspektiv. Spillet af Ruben Søltoft er Terkel den nervøse og ikke ligefrem populære dreng i 6A, hvis eneste ven er Jason med jernrøret. Han er barn af et lettere dysfunktionelt hjem, og det præger hans usikre karakter, der konstant terroriseres af rødderne, Sten og Saki. Hvor Terkel i Knibe adskiller sig fra det banale, er i måden at gøre folkeskolens kvaler og almindelige dagligdag relaterbar. Uanset alder har de fleste været på lejrtur. Uanset alder har de fleste oplevet dominerende typer og dem, der bare lægger sig fladt ned. Uanset alder har de fleste haft en lærer, der bare prøvede for hårdt. I Terkel – The Motherfårking Musical holdes der tro mod historiens oprindelige forløb, men for underholdningens skyld er der kastet lidt ekstra i gryden, men uden at gavne fortællingen. Clemens får hurtigt bevist, at han er en klart bedre rapper end skuespiller, hvilket leveres i sangen Jernrør. Der skrues op for koreografien på Arne er for cool, der senere tilbagestår som en cementering af, hvordan diverse biroller er bedre dansere end ja, skuespillere. Derimod kunne Adam & Noah som Sten og Saki ikke ramme mere plet med Militjær, der fungerer som et pletskud ud til samtidens forvredne urbantendenser.

Hengemte talenter og fallerede legender

Sammen med Martin Brygmann som Arne Nougatgren, der konstant dukker op fra komplet random steder i den ellers lidt simple og overminimalistiske scenografi, leverer Ruben Søltolft som Terkel overfor Sten og Saki præstationerne, der er historiens mange detaljer værdig. Selvom der er tænkt over tingene med alt fra gangart til stemmer og diverse jokes om samtidens bloggermani og veganerpsykopater, er det ikke til at slippe de tilføjelser, Terkel – The Motherfårking Musical har lagt oven i Anders Matthesens oprindelige univers. I anledning af Beate & Leons bryllup, der fremføres af Onkel Stewart, spillet af Thomas Bo Larsen, lander så langt fra den oprindelige karakter, at jeg konstant ser en kombination af Rytteriet og Solkongen foran mig. Det er unødvendigt fyld på en ellers udmærket pizza, og den nærmest legendariske og måske vigtigste rolle i stykkets univers er en ren fadæse.

De musikalske tilføjelser stikker i øst og vest og bliver kun kørt i mål med Det var da godt… fremført af Skoleinspektøren og Dorit, spillet af henholdsvis Henrik Launbjerg og Lea Thiim Harder, der forbliver forestillingens hengemte lyspunkter. De humoristiske forsøg på at italesætte krænkelseskulturen og Arne Nougatgrens beskidte tanker trækker derimod stykket op på det niveau, hvor det som minimum hører hjemme.

Hvorfor?

Imellem skuffelsen i Thomas Bo Larsen mangler Clemens fatalt den indædte vrede, som karakteriserer Jason og gør karakteren så underholdende og stærk. Der skrues op for følsomheden og fløden på Ta’ og fuck af, hvor den mangelfulde sangstemme søles ind i AutoTune og gør det hele til en ligegyldig detalje i stedet for til det, der burde være historiens vendepunkt.

Jakob Randrups gabende kedsomhed og uinspirerede portrættering af Gunnar Bjerre er arrogant på den nederen måde og mangler den der lidt bøvede facon, der lærer Terkel at svare igen. Den ellers uforglemmelige introduktion af Hva’ med dig selv? ender her overset og fastlår den drønkedelige præstation, der gør det svært at øjne formålet med nogle af de valg, der er taget i forestillingen. Hvad endnu værre er, at historien mod sin ende tager en uventet drejning, der fremstår som et overihærdigt forsøg på et plot twist, fremfor at holde sig tro mod en fortælling, der fungerer upåklageligt. Hvor formålet måske er at overraske forårsager det derimod mere forvirring. Og af den grund falder karakterer som Gunnar Bjerre dramatisk til jorden og efterlader mig med spørgsmålet om, hvorfor han i det hele taget var med, når han oven i købet var så kedelig at se på?

Lyspunkter imellem skuffelser

Terkel – The Motherfårking Musical er den selvproklamerede dysfunktionelle familieforestilling. Historien om Terkel holder stadig, men Nikolaj Cederholms iscenesættelse befinder sig alt for langt fra udgangspunktet, at jeg undervejs tager mig selv i at betragte det, der minder mig om skolekomedie. Jeg mærker hverken Onkel Stewart, Gunnar Bjerre eller diverse centrale biroller, og det sætter en tyk streg under det dysfunktionelle ved genfortolkningen af generationssuccesen. Det bliver aldrig helt til den hyldest, der vist var tiltænkt Anders Matthesen. Faktisk et godt stykke derfra. Men Adam & Noah, Ruben Søltoft og Martin Brygmann står i naturlig forlængelse af det oprindelige univers, der gør indspark som blandt andet Hva’ med dig selv? til det, der kunne håbes og forventes. Det er decideret svært at forestille sig en bedre casting på det punkt. Det hjælper underholdningsværdien, hvor historien begrænses af de for mange tilfældige tilføjelser.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA