x
Impulsiv uforudsigelighed

Dave Matthews Band, Royal Arena, København

Impulsiv uforudsigelighed

Anmeldt af Simon Yüksel Nielsen | GAFFA

Der udbrydes et meget affekteret ”tusind tak” fra Dave Matthews. Sådan et, hvor udtalen ligger specifikt og tykt på konsonanterne og som afslører, at det er indøvet. Det er omtrent det eneste, der bliver sagt fra Dave Matthews. Ud over sorte anekdoter om Københavns madkunst og andre mindre ligegyldigheder. Ingen kommentarer om Det Hvide Hus eller valgkampen i 2020. Musikken får al fokus, og deri dyrkes alle dens afarter. Og imellem det affekterede ”tusind tak” bevæger Dave Matthews Band sig igennem sin snart trediveårige karriere. Lige så let som altid, skulle man mene. Igennem popmelodier og ørehængere forklædt i progressive kompositioner.

Ligesom der er noget tidløst over Dave Matthews Band, er det samtidig det lidt kiksede nostalgitrip, der sidder alt for godt fast i 90’erne. Der er ikke gjort det store ud af produktionen, for hvorfor skulle det ændres? Det er farrock, som børn af 90’erne er vokset op med, når fædrene har svunget luftguitaren til nytårskoncerter med Eric Clapton og Gary Moore. Det er lidt kikset, når Tim Reynolds hiver en Flying V frem, der næsten er lige så stor som ham selv, og sender en hilsen ud til Carlos Santana og Steve Vai.

Men samtidig er der en samhørighed over det, der sker på scenen. Dave Matthews’ sorte snak og bortforklaringer af sangsymbolik går direkte ind hos et publikum, der spænder over nær tre generationer. Det går lige i pikken på de gråhårede månemænd, der river i luftguitaren, når Tim Reynolds fornemmer sin klassiske baggrund og trækker så mange detaljer ud af sine strenge, at det til sidst bare bliver til støj. Men det gør ingenting, for det er hele idéen om Dave Matthews Band. Det er derfor, det er så svært ikke at lade sig rive med. Fordi det er alverdens forgreninger af den rytmiske musik, der formidles igennem én universel kultur med Amerika som sit talerør.

Progressiv eksplosion

Impulsiviteten overskygger det forudsigelige igennem de knap tre timer, Dave Matthews Band står foran en halvtom arena på Amager. Dave Matthews Band er et af de orkestre, der vender op og ned på det hele, som det passer dem. Ingen aften er den samme som aftenen inden, og det afspejler sig i en uforudsigelig sætliste, der tager lidt af hvert fra det omfattende bagkatalog. Carter Beauford og Stefan Lessard lægger bunden i det detaljerede lydbillede og understreger, hvorfor deres bidrag er uundværligt. De danser let og elegant hen over deres instrumenter og sender den videre til Dave Matthews, der shuffler igennem ”Warehouse”, og som et øjeblik efter bliver til bandets eget og mindre psykedeliske take på ”Time of the Season” af The Zombies.

Det hele flyder sammen til en ulmende eksplosion af musikalsk progression iklædt en legende tilgængelighed. Det bliver aldrig corny, selvom bandets syv mænd konstant bevæger sig på grænsen af det, og som ”Louisiana Bayou” tager over og bevæger sig igennem nogle af de skæve aspekter af Dave Matthews’ univers, mødes det undervejs af kontrasten i ”Don’t Drink the Water” og det melankolske og filmiske lydbillede, der understøtter de overvældende toner.

Hyggesession med Onkel Dave

Impulsiviteten i sættet formidles gennem en gennemøvet energi, der understreger den symbiose, bandet bevæger sig igennem i musikken. Alle detaljer befinder sig forrest i lydbilledet og på samme tid, der igennem ”Jimi Thing” opbygger et ultimativt højdepunkt på den musikalske kærlighedserklæring, Dave Matthews Band har kørt i stilling til os. Støjen mødes af melodierne og skaber et fuldkomment lydbillede, der forstærkes yderligere på ”Ants Marching”.

Tilgængeligheden i musikken er nøgleordet, da det på intet tidspunkt bliver for kompliceret. Carter Beauford og Tim Reynolds er hver især virtuose og i de øjeblikke, hvor jeg lytter efter, fornemmer jeg de detaljer, der stikker dybere. Det fremføres overlegent og let og fremstår af den grund som en hyggesession med Onkel Dave, som lige spiller det, der falder ham ind. Kulminationen igennem ”All Along the Watchtower” er eksemplet på den musikalske overlegenhed, hvor Dave Matthews Band tillægger et overspillet nummer sin egen personlige energi, der åbner døren til det parallelle univers i musikken. De gråhårede månemænd sidder euforisk med armene i vejret. Jeg tror, Bob Dylan og Jimi Hendrix ville have gjort det samme.

 

Sætliste:

That Girl Is You

Stand Up (For It)

Dancing Nancies

Warehouse

Again and Again

Satellite

Time of the Season

Louisiana Bayou

Here on Out

Don’t Drink the Water

Grey Street

Can’t Stop

Gravedigger

Jimi Thing

She

You and Me

Funny the Way It Is

Ants Marching

Ekstra:

Save Me

All Along the Watchtower


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA