x
Ingen grund til panik, hjerte rimer stadig på smerte

Hugo Helmig, Musikhuset Aarhus, Rytmisk Sal

Ingen grund til panik, hjerte rimer stadig på smerte

Anmeldt af Josephine Andersen | GAFFA

”Overraskende stærk debut” var de ord, GAFFAs anmelder satte på Hugo Helmigs debutalbum Juvenile, der udkom for under en måned siden. Personligt var jeg ikke så overrasket. Forud for pladeudgivelsen lå nemlig en solid ep-udgivelse og adskillige radiohits, der allerede havde givet en god indikation af, hvilket talent der lå klar til at blive foldet ud i fuldt format.

Det helt store spørgsmål er derimod, om det så også lever op til forventningerne, når det bliver spillet live. Det korte svar på det spørgsmål er ja. For der er altså sket en hel del, siden Hugo Helmig spillede sine første solokoncerter for halvandet år siden. Både med ham og med hans band.

”Don’t Wait Up” er intronummeret fra pladen, og også intronummeret for aftenens koncert. Et lidt mere dystert nummer, der adskiller sig en del fra de muntre popmelodier, der har fundet vej til radiokanalernes playlister. Hovedpersonen selv er dog alt andet end dyster denne aften. Tværtimod er han et stort smil, og med den modtagelse af flerstemmigt pigehvin, der vælter over scenekanten ved enhver given lejlighed, er der heller ikke grund til andet end godt humør.

Sangene fra albummet kommer som perler på en snor: ”Eyes Wide Shut”, ”Wild” og ”Times of War”, men det er ikke kun egne kompositioner, der er fundet plads til på sætlisten. Ud af ingenting lyder pludselig en gammel 80’er-klassiker, og med et glimt i øjet beder Helmig publikum om at synge med, så snart de har luret, hvilket nummer han har trukket frem og gjort til en del af sit repertoire. Med god vokalstøtte fra sine bandmedlemmer giver Hugo Helmig sit bud på, hvordan Whitney Houstons udødelige nummer ”I Wanna Dance with Somebody” lyder, når man barberer det helt ned og tilsætter guitar og en snert af boybandstemning. Ganske glimrende, kan jeg afsløre.

Ude godt, men Aarhus bedst

Der er vist ingen tvivl om, hvor Helmig har sine rødder, og det lyser da også ud af ham, hvor glad han er for at være kommet hjem til Aarhus. Et øjeblik virker det endda til, at han bliver slået en anelse ud af den ellers selvsikre kurs, han har lagt, da nogle i publikum erklærer ham sin kærlighed. Heldigvis har unge Helmig allieret sig med en stærk hypeman i form af medsangskriver, producer og guitarist Emil Falk, der konstant sørger for at samle trådene og gejle en stemning op med sin massive energi og sine sprøde akkorder. Og både energien og det musikalske bagtæppe er blevet markant bedre, siden debutkoncerterne i 2017.

Om Hugo vil det eller ej, afslører hans kække dance moves og øvrige bevægelser på scenen ret hurtigt, hvor han har sin musikalske opdragelse fra, og det fejler absolut ingenting! Dertil kommer et band, der denne aften rammer plet på stort set alle parametre og giver den lange strøm af kærlighedssange en kant, der gør, at det hele ikke bliver for sukkersødt.

For der bliver ikke lagt skjul på, at hjerte rimer på smerte i Helmigs tekstunivers, og at kærlighedssangene bare kommer mere naturligt til ham i sangskrivningsprocessen, men heldigvis er der også plads til, at man indimellem bare kan være en ung fyr på 20 år, der ikke tænker sig om.

”Har I nogensinde været unge og dumme? Det har jeg!”, spørger Helmig, inden koncertens sidste nummer ”Young Like This” brager ud i salen og skaber reguler hoppestemning inde midt i menneskemylderet.

To ekstranumre, ”My Fault” og ”Please Don’t Lie” runder aftenens koncert af med gedigen fællessang, og cementerer, at Hugo Helmig ikke blot er en døgnflue, men en seriøs kunstner, der kan nytænke den gamle sang om kærlighed, og samtidig en kunstner man sagtens kan og må have forventninger til. Både nu og i fremtiden.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA