x
Charmerende og sprudlende Cullum

Jamie Cullum, Musikkens Hus, Aalborg

Charmerende og sprudlende Cullum

Anmeldt af Brett Tootle | GAFFA

En af vor tids mest sprudlende performere inden for jazz og poprock-genrerne træder denne fredag aften ind på Musikkens Hus' store scene i anledning af spillestedets fem års fødselsdag. Med premiere på en håndfuld splinternye numre, og et derudover stort repertoire, lægger Jamie Cullum op til en facetteret aften for det aalborgensiske publikum. I denne friske anledning er der medbragt et stort orkester bestående af to korpiger, percussion, orgel og blæsere, foruden et standard setup af trommer, el-bas, kontrabas, guitar og klaver. Således fyldes der godt ud på den altså 11 meter brede scene, omgivet af Coop Himmelb(l)aus formfyldte arkitektur fra top til tå.

Foran en udsolgt sal træder et fra start energisk band på scenen, som hurtigt suppleres af en gennemmusikalsk Cullum selv, der sætter gang i den kække "When I Get Famous." Kort tid går der, før hovedpersonen befinder sig springende fra klaveret og rystende med sit strittende, sorte garn. Jazz er der ikke meget at finde af i åbningen, hvor "Get Your Way" ligesom åbningen byder på bluesrockede tendenser med velfungerende supplering af blæsere.

Efter et kort afbræk, i form af coveret af Ray Charles' "Don't You Know", hvori Cullum lige skal finde den skrøbelige stemme, introduceres vi for de helt nye numre, som også er blevet lovet. I Aalborg har manden tydeligvis fundet sit publikum, for det står hurtigt klart, at kærligheden til musikken er stor blandt de mangeartede fans. Dårligt præsenteres de nye numre med en enkelt sætning fra den sympatiske gadedreng, før klapsalverne skælver. Det samme gælder under numrene, som næsten synes at have indøvede klapsalver fra publikum.

Begejstringen er stor, og det samme må siges om responsen på uropførelserne "Taller", "Lay It On Me" og "Usher". Foruden at være blandt aftenens mest medrivende energiske indslag, synes numrene bestemt også at være gode boblere for den kommende plade. I det hele taget er de energiske passager dem, hvor både band og publikum rigtig mødes i de ellers lidt formaliserede omgivelser.

Det helt store bevis på dette må være fortolkningen af Nina Simones "Sinnerman". For en stund er hele salen oppe af stolene; dansende og klappende i old school rhythm and blues-stil. Lige sådan som Nina Simone ville have ønsket det. Vi slipper da heller ikke helt for Cullum ansigt til ansigt med publikum og med en posering oppe på de så fine stole. Man forstår bestemt, hvorfor han er betegnet som jazzpoppens svar på en ekstrovert rock 'n' roll-performer.

Selvom de helt intensive eskapader ikke helt holder samme kadence herefter, så er det godt, at briten har andre ting i ærmet. Mod slutningen fremføres en slags acapella af nummeret "Mankind" helt ude fra scenekanten. Særligt de medbragte korsangerinder brillerer i smukke korharmonier med frontmanden og de to kollegaer på kontrabas; den ene spillende på strengene, den anden med finger tapping-rytmik. Det fintfølende bliver vel nok i højere grad karakteristikken for afrundingen med hele fire ekstranumre. Her kan nævnes den flotte og mere eftertænksomme udgave af Rihannas "Don't Stop the Music", der også må siges at være blandt stjernens signatur-covers. 

Cullum både charmerede og sprudlede således over for publikum med et varieret sæt, bestående af velspillede klassikere, velfungerende premierer og populære hits. Selvom publikum og manden selv virkede allermest i sit es, da der var kog under kedlerne, bød den samlede oplevelse alligevel på høj musikalsk og performativ kvalitet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA