Billie Eilish: "WHEN WE ALL FALL ASLEEP, WHERE DO WE GO?"

Billie Eilish
"WHEN WE ALL FALL ASLEEP, WHERE DO WE GO?"

ANMELDELSE: Billie Eilish er et musikalsk monster for en helt ny generation

GAFFA

CD / Universal Music
Udgivelse D. 20.03.2029
Anmeldt af
Sidsel Thomassen

Jeg kan lige så godt være ærlig fra starten; samme år som Billie Eillish blev født, blev denne anmelder konfirmeret.

Alene på dén baggrund er jeg tydeligvis ikke i den oplagte målgruppe for dette album. Alligevel bliver jeg fuldstændig revet ind i Eillishs univers. Jeg føler med Billie. Jeg forstår Billie. Jeg bliver underholdt af Billie. Jeg får gåsehud af Billie. Jeg bliver forført af Billie. Jeg føler empowerment med Billie. Jeg bliver overrasket af Billie. Kort sagt er jeg faldet fuldstændig på røven over Billie Eillish. 

Og hvorfor så det? Jo. Fordi Billie Eillishs debutalbum er noget så sjældent som et gennemført stilistisk musikalsk produkt af en 17-årig (!).  

Billie formår at balancere perfekt imellem de iscenesatte roller og den autentiske teenager. Som når hun leger skurk og monster på "bad guy", eller når hun på åbningsnummeret “!!!!!” starter med at tage sin tandbøjle ud, i ren ASMR-stil, og grinende proklamerer, at nu starter albummet. Hendes stemme næsten hviske-synger sig gennem numrene. Kælent og dovent. Overlegent og ubesværet. Og vi kommer helt tæt på, når hun sukker ind i mikrofonen eller griner højlydt i en outro. På én gang både ægte og teatralsk.  

Produktionen af storebror Finneas er dynamisk, bas-tung og fyldt med finurlige detaljer, der overrasker konstant. Men som et omvendt horror vacui er albummet samtidig ikke bange for at lege med stilheden i musikken. Der er ingen frygt for tomrummet her. Tværtimod dyrker numrene de lydløse mellemrum, der både kan opbygge en effektiv spændingskurve eller puste luften totalt ud af et ellers velovervejet drop. Tilsat ambience sounds og lydeffekter, af tordenvejr, politibiler, glas der splintres, telefoner der ringer og bestik der klirrer, indhyller det pladen i et til tider nærmest filmisk horror-score.

Samtidig mestrer Eillish sangskrivningens historiefortælling på et umanerligt højt plan for sin alder, med velskrevne tekster, der alle inderholder et reelt og personligt budskab. Eksempelvis med afstandstagningen til stoffer på "xanny", Sherlock Holmes-referencen på "you should see me in a crown" eller forvirrende seksuel orientering på "wish you were gay". Og så har jeg slet ikke fået nævnt humoren, med de indsatte klapsavler og samples fra tv-serien The Office. Eller de eminente og skarpe korsatser, der tydeligt afslører, at Eillish begyndte sin musikalske karriere som korsanger, da hun kun var otte år gammel. For ikke at glemme den lille finesse på afslutningsnummeret, "goodbye", hvor der sendes små referencer i akkorder og tekst til de resterende af albummets sange. Så er der altså pænt meget overskud på den musikalske konto.

Billie Eillish har på få år katapulteret sig selv ind på den internationale musikscene, og med udgivelsen af hendes genreskabende debutalbum har hun for alvor sat sig i spidsen for lyden af en helt ny generation. Billie trækker tydelig inspiration fra andre artister, men ingen lyder som Eillish på musikscenen netop nu.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA