Destruktiv lykkerus i rent FRAADseri

Fraads, Spot Festival, Aarhus Volume, Aarhus

Destruktiv lykkerus i rent FRAADseri

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Aftensolen har for alvor lagt sig over Godsbanen, og de små scener rundt omkring på Spot-festivalen begynder så småt at trække deres store skyts frem af hatten i et forsøg på at fange mangen en aarhusianers opmærksomhed. Volume-scenen ved kongrescenteret er ingen undtagelse. Det hiphop-dominerede venue skal indtages af en fremstormende dansk duo fra København, Fraads, bestående af producer David Engelbrecht og vokalisten Papa Erotic, som er blevet beskrevet af mange som et nyt håb i dansk musikkultur. Med to ep’er, ”1000 knive” og ”FRYYS” fra sidste år ude på gaden turnerer gruppen landet med minimalistiske beats og lyrik, der lander et sted mellem Lord Sivas melankoli og Kidds fandenivoldskhed. Hypen er gået stærkt, og det skulle også vise sig til aftenens koncert, at omtalen ikke var ubegrundet.

Et stærkt antal har taget turen ned på parkeringspladsen, da Engelbrecht slentrer nonchalant ind på scenen. Han er en karakter, der giver et indtryk af, at han kunne gå på vandet og spille Nintendo og få det til at virke som det mest naturlige i verden. Han liner op flankeret af to kammerater på drum pads og bas og begynder at skubbe festen i gang med at skrue op for de tunge beats. Dernæst træder Papa ind i en Pussy Riot-homage med Zappa-farvet elefanthue for så småt at lade sig antænde til begivenheden. Og det virker, da man blot har beatet og hans rim at forholde sig til, og det fremstår mere som et styrke at rette publikums blik imod de ret så nøgne produktioner. Han tager huen af, og publikums begejstring for at se et kønt fjæs fortager sig ikke.

Det stikker allerede af ved ”Farlig Danser”, som ikke bruger mange andre remedier end de bløde keys, den TUNGE bas og et solidt skud sne-adrenalin hos Papa, og det hele gynger på den fede måde. Man kan dog ikke kalde sangenes karakter for hip hop, og Erotics croonen er en lettere kvædende summen over melodierne. Men hvad der kan forekomme en smule trivielt og ensformigt i studieversion bliver gjort til skamme i indpakningen af ren og skær energiudladning fra scenen denne lørdag. ”Freddy Krueger” genoptager intensiteten uden hverken at miste tempo eller publikums opmærksomhed. Og rappens fravær bliver irrelevant, fordi drengenes tilgange til musikken er af en anden skole, der brygges på en aggressiv r&b-vibe med 220% attitude.

Det bliver endnu tydeligere på ”Bær mig nu”, som i skelettet af en ballade saves midt over af drengenes kompromisløshed på en scene. Og det er vanvittigt klædeligt og sexet. Droppene og musikalske udskejelser veksler ind og ud ad hinanden med cool timing, og Frederik Espersens (aka borgerlige papa) (u)bevidst svævende, råbende, hviskende sang-intermezzoer gør det ikke mindre fornøjeligt. ”Sku vi tage noget?” høster det største bifald, men fremstår hurtigt dels som gruppens mest kedelige skæring og med en mixing, der overdøver melodiske nuancer til fordel for at lade bassen rulle. Det kan til tider fungere, men hvis Engelbrechts kompositioner ikke skal forfalde til det monotone, skal duoen passe lidt på med det.

Det glemmer man til gengæld hurtigt på den efterfølgende ”Kindkys”, der er en romantisk-masochistisk lussing, som rummer risikoen af en for irriterende emo-vibe, men igen fremstår leveringen og dedikationen til den dansende hærskare så solid, at det på ingen måder føles malplaceret. Det skyldes også til dels grundet sangenes lighed hinanden imellem. Erotikeren annoncerer P3’s uundgåelige’ ”Døde i dine arme”, som det selvhøjtideligt lyder, og det er forståeligt, for det er til dags dato deres bedste skæring. Og den serveres til A+. ”ADHD” vender blikket tilbage mod Espersens tekster, som i høj grad også lever på deres levering. Og heldigvis er den intakt, alt imens Davids blik ud mod publikum afslører en djævelsk vellyst over den destruktive energi på scenen: det her er ikke for de uindviede. Og pulsen hos fansene føles tung og spændt, da hele foretagendets charme udspiller sig som en eksklusiv klub, hvor ikke mange lukkes ind. Men hedonisme har vel bare fået et nyt ansigt i lille Danmark, og det ansigt er FRAADS.

”Heroppe” afslutter ballet med jubelbrøl og dans til svar, og det er ret så fortrinligt at se en ganske simpel og langsom sang blive omfortolket til en oplagt banger-mulighed. Fordi… hvorfor ikke?

Med linjerne ”jeg lader helvede regne” takkes der af, og de to djævle har gjort ren bord og kort proces i smilets by. De viste tænder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA