x
Perfect match

Jenny Wilson & Who Killed Bambi, Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Symfonisk Sal

Perfect match

Anmeldt af Rasmus Espersen | GAFFA

For tiende år i streg spillede strygerensemblet Who Killed Bambi på Spot Festival. I år var anledningen en koncert i fællesskab med svenske Jenny Wilson, der gæstede festivalen for første gang siden 2011. Mette Dahl Kristensen, Who Killed Bambis leder, havde nemlig lavet arrangementer til Wilsons to seneste plader, Exorcism fra 2018 og den spritnye, svensksprogede Trauma. To plader, hvor Jenny Wilson bearbejder noget så grusomt som en voldtægt. Sin voldtægt.

Et tungt emne til den smukke symfoniske sal, der jo normalt danner ramme om det usagte. Intet forblev usagt denne aften med Wilsons eksplicitte og uhyggelige tekster. Der blev skåret helt ind til benet – sangene var rippet for alle elektroniske elementer fra pladerne og kun båret frem af dramatikkens stemme – strygerne – samt Wilsons rytmiske flow og en stemme, der både rummede stor styrke og sårbarhed.

Ind på den store tomme scene gik først de syv strygere i Who Killed Bambi: Fire violiner, to celloer og en kontrabas. Klædt helt i hvidt byggede de langsomt og dramatisk op til åbningsnummeret fra Trauma, ”GÖRA SAGEN VÄRRE”. Aftenens første højdepunkt. Begejstringen lyste ud af Who Killed Bambi allerede fra første ord, og der blev vekslet varme smil mellem Wilson og strygerensemblet. Den overvældende velkomst fra publikum blev gengældt, og trods det grusomme emne skulle vi i aften være vidne til noget smukt.

Da strygerne blev talt ind til i par at spille de fire gennemborende toner på ”RAPIN*”, var det chokerende. Nogle hujede og klappede, andre sad måbende tilbage. Det var umådeligt stærkt udført, og den uhyggelige sang blev om muligt endnu mere ubehagelig. At den startede lidt for hurtigt, så den måtte ned i tempo, før den igen med hektisk puls kunne stige, gjorde ikke spor. Det tillagde den blot en ekstra dimension af dramatik. Det var live – alt var på spil.

Efter chokket blev publikum for alvor inviteret til at deltage, danse og synge med på ”LO’ HI’”. Et kærkomment festligt indslag, hvor koret fra Who Killed Bambi for første gang virkede rigtigt godt. På de andre sange havde jeg hellere undværet. Det var lidt ved siden af både i timing og tone.

Koncerten sluttede med ”SÄG VAD SOM HÄNDE” – en sang, hvor Wilson igen beviste, at hun ikke bare besidder flow, men også en stor stemme, der kan være lige det, der er brug for – stærk som skrøbelig. Med en messende, desperat og bedende gentagelse af titlen endte en smuk aften i Symfonisk Sal. Det var meget privat, men særdeles vedkommende. Trods de alvorlige omstændigheder var Jenny Wilson glad, og det var en lettelse. Før koncerten havde jeg ikke set komme, at jeg ville gå opløftet derfra.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA