x
Alle aspekter af kærlighed

Kwamie Liv, Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Store Sal

Alle aspekter af kærlighed

Anmeldt af Emilie Brøgger Anderson | GAFFA

I Musikhuset optrådte Kwamie Liv i et arrangement, der helt sikkert var Store Sal værdig. Med udgangspunkt i hendes debutalbum Lovers that Come and Go blev ”Sweet Like Brandy” startskuddet for koncerten og understregede, hvordan Livs stemme både kunne være melankolsk og underspillet sexet på én og samme tid. Versionen adskilte sig fra den indspillede ved, at der var tilføjet tempo og rytme i mellemstykket – hvilket også gav rum til overbevisende instrumentale soloer, som komplementerede det simple set up meget godt.”Blasé” blev fremført i direkte forlængelse med en strøm af toner fra klaveret som overgang, der bandt de to numre meget fint sammen.

Kwamie Liv introducerede hittet ”Higher” med forklaringen om, at den er skrevet til en engel i himlen, hun håber hører den, når hun synger den – og derudover for at minde sig selv om, at hun som menneske er god nok. Introduktionen kapslede Livs meget sårbare og sensitive version af nummeret ind, hvilket gjorde, at man som publikum faktisk blev rørt ind i sjælen. Vokalen og klaverspil fyldte Store Sal på fineste vis i en sindssygt stripped fremlæggelse af sangen – og specielt omkvædet med linjerne: ”I’mma shout it out from the rooftops. I want you, and I never want it to stop” viste Kwamie Livs skarpe og varme, imponerende vokal, der både var velfungerende i de mørke vers og i de lyste omkvæd. Det var et tankefyldt moment, som man tog med sig videre fra koncerten.

Herudover blev en ny udgivelse ved navn ”Beautiful” sunget – og det lyder også lovende, men er noget anderledes end albummet Lovers that Come and Go.

Kwamie Liv har samme udefinerbare lækre vibe som de helt store og er førhen blevet sammenlignet med Lana del Rey – og det er med god grund, for det var netop følelsen, man som publikum sad tilbage med; at der bare er dét ekstra. Hendes luftige vokal har allerede nået internationale højder – men vil med garanti udfolde sig mere endnu.

Afslutningsvis fremførte Liv ”New Boo”, der også havde en vibe af Lana del Rey, for derefter at droppe i mellemstykket – hvilket blev modtaget godt hos publikum og var en fin, rød tråd, idet hun forinden lige havde fremført ”Pleasure is Pain” i en klubbet version og med inkorporerede dele, der var velfungerende, men som hverken mindede om soul eller r&b, som Liv er kendt for. Det var et fedt aspekt at opleve og var en fin disponering af Kwamie Liv – så melankolien ikke blev for altoverskyggende. Det var bare en vildt afstemt koncert – og med kærlighed som essentielt element heri var det bare fem stjerner værdigt.

 

Sætliste:

  • Sweet Like Brandy
  • Blasé
  • Perfect Grace
  • Higher
  • Look at What I’ve Done
  • Beautiful
  • Pleasure this Pain
  • New Boo

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA