ANMELDELSE: Niche-metal-festival med hyggefaktor i top

Candlemass med flere, Nordic Noise Festival, Amager Bio

ANMELDELSE: Niche-metal-festival med hyggefaktor i top

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Nordic Noise Rock Festival, Amager Bio, København, dag 2 med:

Silvera (DK), Ethereal Kingdoms (DK), The Night Flight Orchestra (SE), Tygers Of Pan Tang (UK) og Candlemass (SE, billedet, arkivfoto)

Det er muligt, ikke så mange har hørt endnu om Nordic Noise Rock Festival, men faktisk sluttede den i aftes for syvende år i træk med en to-dages rock festival – og for første gang har den vokset sig stor nok til det velombyggede Amager Bio.

Lur mig – I kommer til at høre mere derude. Bagmanden for festivalen, Michael H. Andersen, har flot skabt sin hel egen niche af noget, der godt nok ikke er så stort som Copenhell, men til gengæld er hyggefaktoren i top. Vi kommer tilmed både ind i vækstlaget og klassikere med en generations alder på bagen. Et glimrende mix, når weekendflimmeren vælges fra til fordel for meget levende musik for meget levende mennesker.

Det er tilmed et levedygtigt foretagende, som løber rundt, betroede Michael H. Andersen mig. Det lover også godt for fremtiden med både aftenens billetsalg og sponsorer. Men nu til, hvad det egentlig handler om: Mosækken!

Fredag den 10. maj var der klassikere i form af danske Mike Tramp & Band of Brothers samt svenske Electric Boys, som jeg især husker for legendariske Roskilde optrædener for en krig siden. Hertil kom de danske Junkyard Drive og Black Oak County. Lørdag den 11. maj kom vi fra fredagens mere fra rock & roll og over i metal, så det får I her et par flere ord med på vejen om; endda i kronologisk rækkefølge, som aftenen skred frem med hele fem bands:

18. 30 – Silvera (DK)

*** 

Det var ifølge Michael H. Andersen kun jyske Silveras andet job i København, og den behagelige visit fik lidt karakter af opvarmning for langt mere erfarne bands. Det skal de ikke være kede af. Alle starter et sted, og Silvera startede godt. Der var god udstråling fra bandet, humør, vilje og vej. Ind i mellem stod ambitionerne ikke helt mål med den tekniske kunnen, med blæse være med det, for på en metal-aften som i aftes har man ikke brug endnu et balle-band, der leverer endnu en halvdårlig version af Rabalderstræde, fordi det nu lægger lige for. Silvera satser højere end det. Jeg er overbevist om, at fortsætter de sådan, så skal alle enderne nok nå sammen. Vi var underholdt, så keep up the good work!

19.15 Ethereal Kingdoms (DK)

**** (fire stjerner)

Hold da op!

Det havde vi så ikke lige set komme: Symfonisk metal med den karismatiske kvindelige forsanger, Sofia Schmidt, der veksler mellem noget operalignende og growl, skrig & skrål – samt tremands mandekor og violinvirtuos. Ambitionerne er tårnhøje med et effektivt, dygtigt metalband bag sangerinden. Bandet kan de dybe præcise hug, der sidder lige i mellemgulvet.

Og mindes man Who i 60erne, hvor de smadrede guitarer til ”My Generation,” så var der her en ny version: Sofia Schmidt, som ellers så meget afbalanceret ud, smadrede en violin under mere skrig & skrål. Pointen fortaber sig lidt, men det var sgu meget sjovt – og nyt.

Symfonisk metal ses ikke hver dag på den danske scene, og de blev budt hjerteligt velkomne af publikum. Folk med en historie på Copenhell har måske hørt noget lignende med både Nightwish og Within Temptation, og Ethereal Kingdoms er godt på vej op i den liga.

Hvad mangler vi? Tjah, mens jeg pludselig står og mindes Nina Hagen, så savner jeg et par numre med et mere catchy, inkluderende ørehænger-omkvæd. Sofia Schmidts ord og dermed dybere mening forsvinder tilmed lidt i bulderet. Men der er masser af point for vovemodet, og i slutnummeret ”Endings” fik jeg fornemmelsen af, at noget stort er på vej med et nyt album i år. Sofias stemme er ganske smuk, hun er tilmed klassisk uddannet, og bandet evner at sætte en fantastisk stemning, så der er nok at bygge videre på. Ikke mindst fordi koncerten viste, at metalfolket også har højt til loftet.

20.00 Tygers Of Pan Tang (UK)

***** 

Wow! Så blev man lige blæst helt omkuld. Det var mit første møde med Tygers of Pan Tang, men bestemt ikke det sidste. Bandet har en laaang historie med første besætning tilbage i slut-70'erne, men har efter en afbrydelse været på banen den seneste snes år. Og de har lige leveret et spritnyt album.

Tygers of Pan Tang tog aftenens absolut største stik hjem ved at spille så tæt og samtidig swingende i noget, der måske nok er lidt old school metal-rock, men smilene omkring hos publikum var store nok til at kunne spise rosenbrød på tværs uden at få glasur i mundvigene.

Vi taler simpelthen om spilleglæde, og en mega kapacitet til at bære den.

Ikke mindst trommeslager Craig Ellis spillede totalt stilsikkert og leverede aftenens mest imponerende præstation bag gryderne. Hertil er Jacopo Meille en fantastisk sanger, der ind i mellem ledte tankerne hen på Robert Plant, da han var bedst. Numre som ”Hellbound” og Don´t Stop By” sad lige i skabet, men faktisk var niveauet mega højt hele vejen igennem.

Roskilde og Copenhell – tag jer sammen og få dem med snarest.

21.30: The Night Flight Orchestra (SE)

*** 

The Night Flight Orchestra fra Sverige var måske det eneste fejlcast denne aften. Faktisk ikke på grund af bandet, men på grund af den langt mere melodiske (nogle sagde mere poppede) rock med tydelige referencer til bands som Survivor, Journey og Boston.

Når det så er sagt, så blev der taget pænt i mod dem trods lidt nedladene kommentarer, jeg hørte om, at der nu var gået lidt ABBA i den. Jeg har i hvert fald aldrig set til en metalkoncert før, hvor der bliver danset boogie-woogie.

Det hele var gennemført med to korpiger som stewardesser og højt humør henover scenen med otte (!) bandmedlemmer. Vi havde at gøre med et ganske populært band fra Sverige. De spillede dygtigt og kompetent, var ikke bange for heftige soli og gode, indimellem næsten funky grooves. Det samlede indtryk endte dog lidt for poleret. De ville derfor blive et hit til den store firmafest – mere end i den rå rockklub. Og det var altså der, hvor de var i aftes.

23.00: Candlemass (SE)

***** 

Mere svensk kom med det legendariske svenske doom/heavymetal-band Candlemass, som endda varmede op for vor egen King Diamond helt tilbage i København i 1987, fortalte de. Karrieren strækker sig også tilbage til 1984. Det var fortjent de blev hovednavn på Nordic Noise. Her havde vi original, sort metal – og med sympatiske, lidt ældre svenske musikere med musikken solidt bankede i deres sorte hjerter. Candlemass laver stort set ingen fejl, har helt deres egen lyd og stil. Endda i aftes med den originale sanger Johan Längqvist tilbage på scenen, hvor han lagde både de dybe, sorte og meget høje toner: Det gav en spændvidde i musikken, som ellers kan blive lige lovlig vred.

Intet under, at siden starten har bandet dannet skole for utallige doom- og heavy metal bands. De har været på både Copenhell og selvfølgelig Sweden Rock Festival. Noget mega-band er de måske ikke, når de nu har annonceret, at de skal være support for Ghost. Jeg tvivler også på, at de bliver kæmpestore. Dels har de haft chancen efter mange år på landevejen, men det er ment som en ros, når jeg skriver, at de stadig ikke lefler for de nemme point og har integriteten i behold. Man skal ville Candlemass, men når man så lukker sig ind til deres univers, er man helt opslugt. Nogle gange er det helt Black Sabbath-agtigt, og det er ment som en endnu større ros. 

Tak for en god aften!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA