Meningsfuldt møde med menigheden

Nick Cave in Conversation, DR Koncerthuset

Meningsfuldt møde med menigheden

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Arkivfoto

Klichéerne har altid stået i kø, når journalister gennem årene har skullet sammenfatte Nick Caves værk og virke i nogle få, forceret fyndige linjer. Mørkemanden Nick Cave; den sortklædte helvedesprædikant, som bliver til noget nær den onde selv, når han betræder scenen – alt det dér. Forleden i Hamburg adresserede Cave selv humoristisk fænomenet: ”Hvis der er nogle journalister til stede for at anmelde det her, så læg venligst mærke til, at jeg bærer et gråt jakkesæt – det er IKKE sort!”.

Caves igangværende turné – inklusive aftenens danmarksbesøg – kunne være en oplagt anledning til at anlægge et lidt mere nuanceret syn på den 61-årige sanger, som de senere år er steget op til superstjernestatus. Og som i aften ikke fremstår spor dæmonisk, med derimod først og fremmest såre menneskelig, i et filterløst møde med menigheden. Der er ingen moderator, alle spørgsmål fra salen bliver taget alvorligt, og undervejs diverterer Cave med et dusin sange fra sit fremragende bagkatalog.

Det er et temmelig unikt format med en stjerne af denne kaliber – og det bliver da også en uforglemmelig seance for de heldige, som har sikret sig billet til arrangementet. Sidst han var i byen, spillede han med The Bad Seeds foran 16.000 mennesker i Royal Arena – denne gang er det bare ham, et flygel og en broget buket af fanspørgsmål, som spænder fra det pinagtige eller morsomme til det bevægende og begavede.

Mørke sider

En sygeplejerske, som arbejder med unge stofmisbrugere, spørger til hovedpersonens egen afvænning efter mange års stofbrug – og Cave fortæller beredvilligt om udfasningen af sit misbrug i tiden efter, han havde mødt sin kone Susie. Og en kvinde med en psykisk syg bror vil gerne høre Caves tanker om, hvordan vi taler om tilværelsens mørke sider i vores kultur.

Der er også et par litauiske piger, som beder Cave skrive noget på dem, som de kan få tatoveret – og en velartikuleret ung kvinde, som udfolder en overbevisende analogi mellem Oscar Wilde-klassikeren Dorian Grays billede og Caves roman Bunny Munro’s død. For ikke at tale om en fan, som er ked af, at hun er holdt op med at føre dagbog, efter hun har fået børn og vil høre mestersangskriverens råd til at komme i gang igen. ”Fuck dagbogen,” siger han. ”At opdrage børn, at være til stede i dét, er det mest kreative, man kan foretage sig.”

Selv mistede Cave som bekendt en teenagesøn under tragiske omstændigheder for fire år siden. I aften fortæller han, hvordan mødet med fanskaren på den efterfølgende Skeleton Tree-turné bogstaveligt talt reddede hans liv. Og at det er denne særlige udveksling mellem kunsteren og hans publikum, som Cave afsøger med de bemærkelsesværdige samtaleseancer. Selvom baggrunden således er ganske alvorlig – et spørgsmål om liv og død, om du vil – bliver der dog også plads til masser af humor og selvironi i aften.

Pizza med ananas

”Nu har alle spørgerne i aften haft meget travlt med at stille dybe spørgsmål – jeg vil gerne gøre noget andet og høre, hvad du synes om pizza med ananas?” siger en ung mand kækt. Cave håndterer dén type spørgsmål med mindst lige så stor veloplagthed som de tungere, eksistentielle oplæg. ”Det er faktisk et vigtigt spørgsmål”, replicerer han alvorligt til pizzadrengen og giver os sin uforbeholdne mening om hawaiipizza. ”It’s a fucking travesty”, efter hans mening.

Hele tre timer bliver det til, og der levnes plads til ikke så få sange undervejs – solo, som sagt, og leveret med stort nærvær og eftertryk. Fra der åbnes med knap 30 år gamle "The Ship Song", til vi senere får både Cohens "Avalanche", et overraskende Marc Bolan-cover og et enkelt outtake i skikkelse af "Shoot Me Down". Foruden, undervejs, virile versioneringer af favoritter som "The Weeping Song", "The Mercy Seat", "Jubilee Street" og "Higgs Boson Blues".

Ret beset virker det upassende at tildele anmelderstjerner til en seance, som har karakter af en udveksling, et møde, snarere end en optræden: Det er ikke så meget en koncert eller en meet-&-greet med en rockstjerne, vi oplever, som det er en livsbekræftende påmindelse om menneskeligt fællesskab, kunstens kraft og den skønhed, som eksisterer side om side med mørket.

Og hans egen største eksistentielle frygt, den såkaldte mørkemand i det lysegrå jakkesæt? ”At vi er ved at blive kyniske og immune over for den skønhed, som eksisterer omkring os og inden i os”. En stor aften.

Sangene, der blev spillet, var:

The Ship Song
West Country Girl
God Is in the House
Jubilee Street
Higgs Boson Blues
Avalanche (Leonard Cohen-cover)
Jesus of the Moon
People Ain't No Good
The Mercy Seat
Into My Arms
And No More Shall We Part
Weeping Song
Nobody's Baby Now
Papa Won't Leave You, Henry
Cosmic Dancer (T. Rex-cover)
Skeleton Tree
Shoot Me Down
Black Hair


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA