x
Morrissey: California Son

Morrissey
California Son

Aparte coverversioner i elendig produktion

GAFFA

Album / BMG
Udgivelse D. 24.05.2019
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Vi holder fokus på musikken alene, og den håndfuld covers af mere og meget mindre kendte 60'er- og 70'er-numre, som er indholdet af Morrisseys California Son.

”Morning Starship”, originalt af Jobriath, den flamboyante og kortlivede 70'er-stjerne (som Moz engang forsøgte at få som opvarmning, en del år efter dennes død), er, ud over en overgjort ”lalalala”-sekvens, en god og charmerende åbner.

Dylans ”Only a Pawn in Their Game” bliver ikke mere end en lyrisk tonedøv omgang spoken word hen over britiske folk-takter, hvorimod udgaven af den mindre kendte protestsanger Phil Ochs' ”Days of Decision” bliver leveret langt bedre.

”Suffer the Little Children” er derimod rodet boogierock, hvor ægte blæsere i den grad havde klædt kompositionen. Det samme gælder også den pompøse ”Lady Willpower”, og på ”Loneliness Remembers What Happiness Forgets” går det helt galt. Det lyder nærmest, som om Morrissey er backet alene af et forsamlingshusorgel, der kan spille alle instrumenter. Helt skørt, når nu han faktisk har et sammentømret band. Hvorfor er der ikke en producer, der har sagt, at det lyder tyndt og tarveligt? Hvorfor er der ikke skaffet rigtige blæsere og strygere?

”Wedding Bell Blues” lyder som karaoke, så tynd er klangen, og det selv om Green Days Billy Joe Armstrong er at finde et sted på guitar. Fra spag til opskruet falder sangene og finder aldrig hverken elegance eller rød tråd, selvom Moz’ vokal står skarpt.

Coveralbums er svære – for er det en ild og uopsættelighed, der driver det? På den konto er California Son cirka den mest brændende nødvendige udgivelse siden David Owes Tomorrow.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af David Owe: Tomorrow


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA