x
Goodiepal & Pals: 100 % Pro-Monachist X-Tra Kone Radio

Goodiepal & Pals
100 % Pro-Monachist X-Tra Kone Radio

Slap kurs og bidsk propaganda

GAFFA

Album / Groove Café
Udgivelse D. 01.01.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

Jeg havde faktisk glemt, at min redaktør havde sendt mig en af de mange plader i den endeløse række af mere eller mindre anarkistiske udgivelser fra færøske Parl Kristian Bjørn Vester – bedre kendt som Goodiepal. En af de eneste rigtige originaler, som er tilbage på den danske musikscene.

For et par år tilbage transformerede Goodiepal sig så igen og blev pludselig til et ”anarkistisk, grænseløst punkbad”, som han og hans ”Pals” kalder sig. At anmelde denne plade uden selv at blive politisk er decideret umuligt. For fokus ligger fuldstændig i det politiske hos Goodiepal & Pals. Pladen er udformet som sendefladen på en propaganda-piratradio og derfor betyder musikken ikke rigtig noget på 100 % Pro-Monachist X-Tra Kone Radio. Man aner enkelte glimt af gode korforløb, og de rundforvirrede rap-numre, som bandets medlem Osteskærer Sif står i front for. Samme medlem lader til at være hovedkraften bag netop dette album. Musikken minder mest af alt om en blanding af polka og BR-orgel-demoer, med tekster på Danglish, færøsk og vrøvl. Goodiepal & Pals ligger æstetisk et sted mellem Birthe Kjærs gummibåd og nonsensrappen fra hedengangne IkschelTakschel. Den dansksprogede coverversion af Pink Floyds ”Another Brick in the Wall Pt. 2” er et af de værste covernumre, jeg nogensinde har hørt. Det er altså ikke stor kunst, vi har fat i.

Hvad gør så Goodiepal & Pals til et værdigt bekendtskab? Jo, det er den helt skarptskårne venstresocialisme i bandets budskaber. Her finder man røde og rabiate holdninger om kultur og indenrigspolitik, men i højeste grad er det integrationspolitikken, som Pals går i kødet på, hvor alt fra Sjælsmark til Libyen får flere kække kommentarer med på vejen. Samtidig er Pals også tilhængere af en millitant form for feminisme, som bringer de kvindelige medlemmer helt i front, hvilket giver nogle associationer til rapperen Nikolines musik, der sjovt nok lyder poleret og mainstream, hvis man sammenligner det med Pals.

Det er ikke raffinerede politiske budskaber, man finder på 100 % Pro-Monachist, og jeg vil vove at sige, at udførslen visse steder er decideret talentløs med vilje. Men Pals repræsenterer den yderste venstrefløj, som forsvinder mere og mere fra mediebilledet, og man ville sagtens kunne se Pals’ politiske agenda som den direkte modsætning til visse kræfter på den yderste højrefløj i dagens Danmark. 100 % Pro-Monachist er gennemsyret af en klassisk, dansk venstrefløjls-satire, med et strejf af reaktionær feminisme og en skarp kritik af vestens indoktrinerede selvforkælelse, hvilket minder om tonen omkring Røde Mors storhedstid. Hvis du skal lytte til noget politisk musik på en dag som i dag, så er 100 % Pro-Monachist et utrolig godt bud. Men længes du efter den Goodiepal, vi kender fra mesterværket Narc Bacon, så skal du lede et andet sted. Det her er ren propaganda!

Karakteren er i øvrigt symbolsk, da det så at sige er umuligt at give en plade som 100 % Pro-Monachist en opsamlende karakter. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA