The Raconteurs: Help Us Stranger

The Raconteurs
Help Us Stranger

Rocken er død! Let's rock!

GAFFA

Album / Third Man Records
Udgivelse D. 21.06.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

At The Raconteurs først udgiver deres tredje album 11 år efter den spraglede Consolers of the Lonely, kan virke sært, når man tager Jack Whites produktivitet i mente. Men så er der til gengæld gode nyheder, hvis du er en del af den horde af fans, der blev skuffet efter sidste års højteknologiske, eksperimenterende White-soloplade Boarding House Reach, for den nye plade fra Jack White, Brendan Brenson og co. er en god, gammeldags røvsparker af en rockplade.

The Raconteurs strækker sig som en Midgårdsorm over hele spektret af rock fra The Beatles (”Only Child”, outroen i ”Sunday Driver”), Thin Lizzy (”Don’t Bother Me”), David Bowie (”Shine a Light on Me”) og Led Zeppelin på den mesterlige åbner og White-nyklassiker ”Bored and Razed”. Eneste deciderede fejlskud er ”Somedays (I Don’t Feel Like Trying), hvis leadguitar giver grimme associationer til Eric Claptons flødeklassiker ”Wonderful Tonight”, og hvor outroen er decideret irriterende, mens Donovan-coveret ”Hey Gyp (Dig the Slowness)” fremstår klodset og træls med sin retrodøde mundharmonika-solo. ”Now That You’re Gone” er på nippet til at lyde som en kopi af Eels’ ”All in a Days Work”, men vinder på at være en utrolig god sang i sin egen ret. Dog er pladens højdepunkt ”Live a Lie”, der med sin overraskende punkenergi bringer White tættere på fordums lyd fra The White Stripes, end han har været i et årti. Samme sang indeholder en af de bedste White-soloer i mange år. 

Væk er de sequencede beats, de sære genreskift og spoken word-passager fra Boarding House Reach, så der er masser af guf for rock-husarerne. Men til gengæld tilhørte undertegnede den mindre gruppe af fans, der så den sidste White-plade som et glimrende og tiltrængt eksperiment, der trak White ud af den beskidte blues- og countryrock, der have truet med at synke hans karrieres kreativitet ned i gentagelsernes voldgrav. Man kunne have ønsket sig, at White havde bragt lidt flere af de eksperimenterende tendenser ind på Help Us Stranger. På den måde er pladen lidt et skridt tilbage for White.

Dette laver dog ikke om på, at Brandon Brenson og Jack White står i front for et af de mest velspillende rockbands, der eksisterer lige nu. Et af den slags bands, vi rent faktisk mangler i en sær post-guitar-tid, hvor Imagine Dragons, eftersigende, skulle være verdens største rockband (gys!). Så jeg er ikke bleg for at udnævne Help Us Stranger til at være årets bedste rockalbum indtil videre, til trods for få basale svipsere. Rocken er ikke død!




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA