Oh Land bragte skiftevis gåsehud og rastløshed

Oh Land, Green Stage, NorthSide

Oh Land bragte skiftevis gåsehud og rastløshed

Anmeldt af Andrea Washuus Bundgaard | GAFFA

Nanna Øland Fabricius, bedre kendt som Oh Land, er efterhånden en særdeles etableret artist på den danske musikscene. Med fem album i bagagen har hun vundet mange hjerter i både ind- og udland med sine skæve popmelodier og levende kreativitet.

Spæde hits og gamle klassikere

Koncerten skydes i gang af ”Human Error” – et af de spæde hits fra den nyudklækkede Family Tree. Sangen omhandler de livsomvæltende omstændigheder, Fabricius har befundet sig i over den seneste tid og indikerer ligeledes, at den næste time er dedikeret til det splinternye materiale. I hvid, flagrende alfekjole – spøjs og elegant som altid – indtager hun scenen med stor iver, mens årets NorthSide Festival rinder mod enden. Fabricius skuffer aldrig på outfits, og ej heller på indlevelse og et flittigt forarbejde. Hun har spillet i mange konstellationer; akustiske såvel som i samspil med symfoniorkester. Men på denne eftermiddag er det et sporadisk set-up, der udfolder sig, centreret om keys, trommer og saxofon, mens hovedpersonen selv agerer kapelmester på det store, sorte flygel placeret i midten af baduljen. En rolle, hun bestemt kan bære.

Før det nye katolog fra Family Tree udforskes til fulde, varmer Fabricius & co. det velmødte publikum op til tonerne af gamle klassikere såsom ”Perfection” og ”Wolf & I”. Båret af legende fraseringer, der vover noget og en kommerciel tilgang til festival-segmentet, der ikke gør. Først da titelnummeret til det nye album slår sit anslag, kan man mærke den dugfriske energi, der spirer i kunstneren Oh Land. Både personligt og musikalsk. Og meget sigende lyser hun op i samspil med de mørke scenetæpper og de faretruende regnskyer, der kommer og går på himlen over os. Under ”Sunlight” bryder solen dog frem i korte blink, noget ironisk, men ikke mindst bevægende. De nye sange leveres med stor ynde, og ikke mindst inderlighed, som ”A Brief Moment”, der bevæger sig i forelskelsens endnu usagte stadie.

Desværre vil folk allerhelst bare danse til de opløftende toner fra Fabricius’ tid i New York, såsom ”Renassaince Girls” og ”Son of a Gun” – hvilket de da også får lov til, hun beder dem bare spidse ører først, og det er faktisk helt okay. Hendes musikalske sprog har gennemgået en tydelig ændring på de omtrent ti år, hun har været aktuel. Hun synes dog at finde sig godt til rette i alle hjørner af kataloget, og hun forbinder de mange universer flot med en tydelig rød tråd: kærlighed (og talent) for det pudsige, pludselige, pæne, rå, lige og skæve. Ligesom vekslen i mellem fuld knald på fuldregisteret og den luftige rand fungerer gnidningsfrit. Og måske bedre end nogensinde.

Dejlig og fuld af (nyt) liv – men der mangler noget

Fabricius er fuld af skøre indfald og små musikalske gimmicks, som da hun trækker den trompet-lignende kazoo frem (brass ifølge hende selv), der skaber latter i blandt publikum, men er et godt symbol på hendes eksperimenterende tilgang til musikken og forkærligheden for små, skøre instrumenter og skæve reallyde, der særligt dominerede udtrykket på det første album Fauna. Noget, jeg fra tidligere koncerter ved eksisterer, men som desværre kun kommer til udtryk i små blink på denne dag i Ådalen i Aarhus.

Da Oh Land spiller på et afbud fra First Aid Kit, hiver hun til stor overraskelse et af deres numre frem som kompensation for deres fravær. Her han hun valgt hittet ”Fireworks”, forvandlet til et vaskeægte Oh Land-touch med lange toner og ”uh”-stykker, hun er aldeles velkendt i. Til stor applaus for crowden.

Sætlisten bærer noget præg af, at det er en festivalkoncert. Og at kunne spille så mange mennesker op på samme tid må da også i særdeleshed siges at være en kunst i sig selv. En kunst, som Oh Land på mange måde mestrer, men som samtidig synes at sløre for det nærvær og den intensitet, hun besidder, og som først og fremmest klæder et mindre rum.

Koncerten slutter noget blandet for et delvis hoppende og rastløst publikum, der af naturlige årsager særligt tæller de bagerste rækker. Og her står det klart, at der altså skal mere til at nå ud over scenekanten. Oh Land havde med garanti ramt længere ud i crowden, hvis visuals eller anden performance for øjet havde understøttet det musikalske. Her er eftermiddagens lys dog heller ikke særlig samarbejdsvilligt. Men som jeg overhørte flere sige i menneskevrimlen, så er hun jo bare pissedejlig! Og det ér hun! Men der manglede et eller andet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA