Den gamle mand og guitaren

Mark Knopfler, Jyske Bank Boxen, Herning

Den gamle mand og guitaren

Anmeldt af Troels Frøkjær | GAFFA

Mark Knopfler fylder 70 år til august, jeg fylder 55. Man mærkede mandens alder denne aften, men jeg mærkede også min egen alder. Det var okay. Mark Knopfler bevægede sig langsomt og lettere krumbøjet på scenen, som – ja, en gammel mand. ”Der var ikke meget Mick Jagger over hans optræden.” Det var også okay. Jeg kom til at tænke på tiden, som jeg sad der og hørte den gamle mand og hans guitar. Tiden er en underlig størrelse.

Jeg husker nøjagtigt, hvor jeg var, første gang jeg hørte om Dire Straits. Jeg var ved Gardasøen med mine forældre. Det var stort dengang. Den største og længste og mest luksuriøse ferie, jeg har haft nogensinde med min far og mor, men det til trods husker jeg intet om ferien. Absolut intet. Jeg har været 14 år, samme alder som min søn har i dag.

Det nye super-band Dire Straits

Det, jeg husker, om den ferie var, den unge pige, måske fire-fem år ældre end mig, som begejstret fortalte mig om det nye super-band Dire Straits. Det har nok været sommeren 1978, tænker jeg – muligvis 1979 – i alt fald er Dire Straits’ debutalbum fra 1978. Og det var jo vel at mærke længe længe før, man lige kunne ”checke bandet på You Tube” – så jeg måtte vente mange dage, før jeg så hørte det nye super-band. Hvordan husker jeg ikke. Jeg havde kun en kassettebåndoptager, købt hos Fona i Hurup til 640 kr. Men bandet og Mark Knopfler kom til at følge mig resten af livet. Måske ikke som absolut hardcore fan, men på en sådan måde, at jeg har hørt alle mandens plader og elsker mange af dem og stadig har et dedikeret forhold til Dire Straits-pladerne.

Mark Knopfler havde ti voldsomt dygtige musikere med sig på scenen, og som han fortalte: ”Sidst vi talte, var der 48 instrumenter.” Lydtrykket var forbavsende massivt og højt det meste af tiden, men der var også smukke stille passager. Sætlisten indeholdt en blanding af mandens stærkeste og mest kendte numre, men også en overraskende stor del af ukendte og ofte mindre stærke sange. Så koncertens højdepunkter var ofte, men ikke altid dér, hvor man regnede med de ville være, når man nu sad med sætlisten foran sig, som var den samme, han spillede forleden i Stockholm.

Overvejer pension

Fra scenen fortalte Mark Knopfler, at han ofte havde tænkt på at gå på pension, men at han jo holdt af at tage ud og spille. Og desværre forstod man godt hans overvejelser, for guitarspillet sad ikke altid i skabet og stemmen var slidt – tydeligst i en af de mest elskede sange, ”Money for Nothing” sidst i koncerten, hvor der var skruet ekstremt højt op for Knopflers guitar, men hvor de ellers fede riffs flere gange faldt til jorden og ved siden af skabet, uanset hvor meget salen jublede over at høre noget kendt. I alt fik vi fem Dire Straits-sange. Helt anderledes smukt var sangen ”Piper to the End,” der meget symptomatisk delvist handler om døden. Den var stille med keltisk klang og naturligvis masser af ”pipers”. Den passede bedre til Mark Knopflers livs efterår.

Ofte var det lange numre med masser af jam og keltiske instumenter, og jeg kom flere gange i koncerten til at tænke på, at det lød som Van Morrison og hans jam/solo-måde at spille sine numre på. Det er givetvist underholdende at deltage i og ofte fint at høre på, men også til tider lidt søvndyssende.

Højdepunkter

Dire Straits-sangen ”Romeo And Juliet” var et af koncertens musikalske højdepunkter. ”You and me babe, how about it?” – ummm… skønt. Og ”Done With Bonaparte” var et andet højdepunkt i en hel anden musikstil. Rørende var det også at høre sangen ”Matchstick Man,” som Knopfler indledte med en længere fortælling om, hvordan han med sin guitar på ryggen havde taget den på stop hjem fra syd-England og til Newcastle en juledag og var endt midt i England uden at kunne komme videre og havde følt sig forladt og dum, men skrevet denne sang, som beskriver turen.

Koncerten i Boxen var for længst udsolgt, og det samme er koncerten i Royal Arena lørdag, så Mark Knopflers popularitet fejler intet, og jeg fornemmede da også, at langt de fleste af de måske 12.000 gæster havde en dejlig koncert, hvilket ovennævnte anmelder også havde. Men Mark Knopfler har før stået stærkere og lydt bedre. Men helt ærligt – er det ikke ok, når man fylder 70? Jeg synes, det er.

Sætliste:

1. Why Aye Man

2. Corned Beef City

3. Sailing to Philadelphia

4. Once Upon a Time in the West

5. Romeo and Juliet

6. My Bacon Roll

7. Matchstick Man

8. Done with Bonaparte

9. Heart Full of Holes

10. She's Gone

11. Your Latest Trick

12. Postcards from Paraguay

13. On Every Street

14. Speedway at Nazareth

Ekstranumre:

15. Money for Nothing

16. Piper to the End

17. Going Home: Theme from Local Hero


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA