x
Katatonia i de indre dæmoners regndans

Katatonia, Copenhell, Pandæmonium

Katatonia i de indre dæmoners regndans

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Nogle gange går vejrlig og musik på Copenhell op i en højere enhed. Da svenske Katatonia havde forladt deres stockholmske skærgård, nåede de kun et par numre, inden et skybrud slap vand og torden løs. Helt ærligt måtte denne anmelder stå et par numre over, inden det gav mening at vove sig ud i regnen igen. Ret deprimerende vejr, og desværre ramte Katatonia også de indre dæmoners regndans.

Vi taler om et band, som har tre årtier bag sig, siden de lagde ud med hard core death metal for siden at bevæge sig over i mere mørke og dystre afarter af såkaldt progressiv rock/metal og doom. De har haft lidt pauser undervejs, men erfaringen gav sig til kende med en helt usvigelig, flot lyd, gennemarbejdede kor og absolut arrangementer i svendeklassen, når vi ser på sværhedsgraden. Bandet havde også et godt tag i publikum, for perfektionen gjorde dem ikke ligegyldige.

Når det så er sagt, så var det i alt for lange sekvenser en noget trist omgang med meditative lydflader understreget af nogle meget præcise og meget heavy trommer. De færreste kunne hænge så overlegent tilbage i beatet som Daniel Moilanen gjorde, men, men…

Også leadsanger Jonas Renkse kan andet og mere end sit simple rockregister, men i et nummer som ”Inheritance” er vi altså ude i den effekt, som halvanden time med Barnaby har på tv efter en travl uge.

Til gengæld kan bandet alt det, som skal til for at skabe en kanon metal-koncert. Det viste de med al tydelighed i slutnummeret, som var Judas Priest-coveret ”Night Comes Down”.

Havde vi haft lidt mere tempo undervejs, kunne det her have været rigtigt stort.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA