x
Alle gode gange otte

Patti Smith, Musikhus Aarhus, Amfiscenen

Alle gode gange otte

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Der er enkelte tilfælde, enkelte kunstnere – ikke mange – hvor man bare véd, at det bliver en særlig aften, når de lægger vejen forbi.

Bob Dylan, Nick Cave – og så Patti Smith, hvis talrige besøg herhjemme de senere år har antaget karakter af velfortjent triumftog; en serie potente påmindelser om Smiths særstatus inden for den særlige kulturelle udtryksform, vi med en fattig floskel kalder rockn’roll.

Det knap et år siden, hun besøgte landet sidst, og hele otte koncerter er det blevet til herhjemme siden Banga, seneste studieplade fra 2012. ”Det er godt at være tilbage!” siger Smith da også, da hun smilende indtager friluftsscenen udenfor Musikhuset i Aarhus. Og hun behøver kun at sætte en fod op på en monitor eller trække et smil for at udløse publikums begejstrede bifald.

At damen ikke fyrer forlorne floskler af – men rent faktisk er til stede, i Aarhus, i aften – demonstreres smukt, da hun senere i sættet rammer hovedet på sømmet med ordene ”I har en smuk by – men lad nu være med at bygge for mange bygninger af stål og glas – hold fast i jeres historie, på vejen ind i fremtiden!”

Umiskendeligt nærvær

Det umiskendelige nærvær gør sig også – og nok så vigtigt – gældende i den forholdsvis korte koncert, der ritualet tro lægger roligt fra land og bygger op mod et medrivende klimaks i koncertens sidste del.

Den mangeårige sidekick Lenny Kaye er blevet hjemme, så det er en tæt trio, der bakker hovedpersonen op i aften – og midtvejs spiller et medley over The Rolling Stones gamle "I’m Free" og Lou Reed-hittet "Walk on the Wild Side", til lejligheden med linjen ”Aarhus is the place where they say: ”Hey, babe, take a walk on the wild side..”

Det er måske nok en sandhed med modifikationer, men til gengæld er banen kridtet op for en forrygende anden halvleg, hvor Smith indleder – alene på scenen med Tony Shanahan på orgel – med en coverversion af Neil Youngs "After the Goldrush".

Ingen andre end Smith kunne slippe afsted med at levere Youngs stenede og patosfulde miljø-fabel fra 1970 – og publikum bliver ikke mindre sympatisk stemte, da en uhøjtidelig Smith glemmer teksten og ler af sig selv. "Neil won't mind", som hun siger.

Og så trakteres vi med et triumvirat af "Pissing in a River", "Because the Night" og "Gloria", hvor Smiths mikrofon endelig slår gnister. Der ligger en latent, romantisk stræben efter transcendensen i Smiths værk, og også i aften i Aarhus opfordrer hun: ”Cross over boys...cross over girls”. Frigørelsen som et både politisk, socialt og spirituelt anliggende.

Og rockkoncerten som et poetisk ritual, en besværgelse: ”We shall live again / we shall live again / we shall live again / shake out the ghost dance”, som Smith messer i den manende, shamanistiske "Ghost Dance" fra fremragende Easter (1978), som også er med i aften.

Pattis panteon

Forinden har vi fået "My Blakean Year", indledt af en kort hyldesttale til den engelske 1700-tals-digter Williams Blake, som indtager en central plads i Pattis private panteon af henfarne helte: Fra Baudelaire til Burroughs, fra Blake til Brian Jones.

For dét handler ritualet også om; påkaldelsen af de åndelige forfædre, dem som ”er borte, men kun i fysisk forstand. De vandrer med os, præcis som vi vandrer med dem”, som Smith udtrykker det i aften. Spøgelsesdansen, igen.  

Der er en uforglemmelig scene i Martin Scorseses nye Dylan-dokumentar, hvor en ung Patti Smith, på forbilledet Dylans opfordring, fremfører en improviseret recitation. Speed-snakkende, krukkende, sitrende lige dér på knivsæggen mellem det poetiske og det prætentiøse – og i øvrigt umiddelbart efter at have fået smidt en drink i hovedet af Bette Midler.

Der lagt adskillige lag til, i de 45 år som er passeret, og det er en anderledes afslappet og selvsikker Smith på 72, som i aften forlader scenen efter halvanden time og modtager menighedens hyldest. Som skal være hende særdeles vel undt.  

 

Sætliste:

Wing
Are You Experienced? (Jimi Hendrix)
My Blakean Year
Ghost Dance
Beds are Burning (Midnight Oil)
Dancing Barefoot
Beneath the Southern Cross
Medley: I'm Free / Walk on the Wild Side (The Rolling Stones / Lou Reed)
After the Goldrush (Neil Young)
Pissing in a River
Because the Night
Gloria

Ekstra:
People Have the Power


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA