Endnu en suveræn opvisning

Lamb of God, Copenhell, Hades

Endnu en suveræn opvisning

Anmeldt af Morten Thornvig | GAFFA

Ud over de tårnhøje forventninger til Tool var et af de største samtaleemner på pladsen i år, hvorvidt amerikanske Lamb of God kunne tangere eller måske endda overgå den knusende koncert, de gav netop på Copenhell for syv år siden, hvor Refshaleøens største scene blev flået fra hinanden i en kompromisløs magtdemonstration.

De, der var der husker det tydeligt, og de, som ikke havde fornøjelsen havde godt hørt rygterne.

Et kig i GAFFAs arkiv vil da også afsløre, at undertegnede ikke har været alt for rundhåndet med at drysse topkarakter ud gennem mere end 10 år, men netop Guds grumme lams første besøg på Danmarks bedste festival er et af de få, der har fået æren.

Og lad det bare være sagt med det samme: Det var også fænomenalt denne gang.

”Omerta” sprængte lydmuren, og den hidsige tonser om mafiaen i Cleveland indledes muligvis i et adstadigt tempo, men jeg kan forsikre bekymrede sjæle om, at vi efter kort tid kommer op i et tempo, der i den grad indbyder til metallisk stammedans i en roterende cirkel.

Desværre virkede det lidt som om, lydmanden havde spenderet en time eller to for meget på Fristaden, som forsanger Randy Blythe troligt roser ved samtlige bandets danske visitter. Netop den forrygende forsangers vokal stod underligt uklart i billedet, og ofte druknede den i støj.

Det blev gradvist bedre under ”Ruin”, og på den sønderrivende slager ”Walk With Me In Hell”, var det svært at holde benene plantet på jorden, mens Copenhells sortklædte masse hoppede i takt, så betonen under os skælvede, og containerne i Tutten Bodega rystede.

Også på den efterfølgende "Now You've Got Something to Die For", hvor bandet på hidsig vis raser over hjemlandets udskejelser i Irak, blev de hårdt prøvede nakkehvirvler sat faretruende på prøve, alt i mens Virginia-bandet blæste af sted med en præcision og et tonstungt groove, der nu gennem lang tid har gjort Lamb of God til et af de helt store på scenen.

De talrige crowdsurfere væltede ud over hegnet foran scenen, hvor sikkerhedsvagterne for en gang skyld havde særdeles travlt med at holde styr på den linde strøm af henrykte heavy-fans, der brugte lejligheden til at få sig en kærkommen flyvetur.

Efterfølgende tabte bandet for en kort stund lidt momentum, hvor især forsangeren hårrejsende beretning fra et tjekkisk fængsel på ”Still Echoes” ikke ramte lige så rent som nogle af bandets knusende klassikere.

Et lettelsens suk gik gennem masserne, da guitarist Mark Morton trådte frem og satte gang i de første akkorder til ”Blacken the Cursed Sun”, der forståeligt nok er et af de numre, de fleste fans har et godt øre til. Det samme kan siges om ”Descending,” der fulgte trop, hvor amerikanerens spade kastede sig ud i en forrygende metal-swing, der gjorde det svært at stå stille. Det næste hypnotiserede riff er angiveligt skrevet efter inspiration fra Velvet Revolvers ”Slither”, men hvor Slash dagen før havde svært ved at fremkalde mere end en træk på skulderen, fik Mortons økse-anstrengelser sat en fed streg under, at de fem amerikanere ikke blot råder over et forrygende arsenal af metal-træffere, men også hver især er forbandede gode musikere.

Og så havde forsanger Randy Blythe samtidig overskud til at bistå en stakkels svensk pige, der på forunderlig vis havde tabt sit pas, der var endt oppe på scenen. Den nødstedte svensker fik heldigvis sit pas tilbage, men akkurat som ved Baests koncert var der hos Lamb Of God store smil og et overskud, der vidner om, at bandet i den grad nyder at besøge vores lille land.

”Redneck” blev selvfølgelig lanceret med et ufravigeligt krav fra Blythes side om en kæmpe circle pit i håb om, at man kunne overgå den altomsluttende døds-karrusel, Virginia-bandet fik sparket gang i for syv år siden.

Helt så vildt gik det dog ikke for sig i denne omgang, og konklusionen på fredagens sublime seance må være, at Lamb of God muligvis ikke overgik deres perfekte show i 2012, men mindre kan bestemt også gøre det. En helt igennem herlig omgang tråd, men lidt svigtende lyd samt et lille dyk undervejs betyder, at vi ikke kommer helt op at ringe i denne omgang.

Og hvem i alverden har fået den idiotiske ide at stryge ”Black Label” fra sætlisten? Den sang er definitionen af bandet, en sang der bare SKAL være selvskreven.

Sætliste:

Omerta
Ruin
Walk With Me in Hell
Now You've Got Something to Die For
As the Palaces Burn
512
Still Echoes
Engage the Fear Machine
Blacken the Cursed Sun
Descending
Hourglass
Laid to Rest
Redneck

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA