Forventelig firserfest

Duran Duran, Tinderbox, Blå Scene

Forventelig firserfest

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Tinderbox har gennem de senere år præsenteret store navne med rødder i firsernes synthpop og new wave såsom Depeche Mode og Pet Shop Boys, og denne gang var turen så kommet til Duran Duran, der akkurat på samme måde som netop Depeche Mode og Pet Shop Boys har formået at bevare et stort navn årene igennem og derfor også blev præsenteret som et af hovednavnene på årets Tinderbox. Og skulle man være i tvivl om den berettigelse, så kan man bare give sig til at bladre gennem bagkataloget, hvor naturligvis firserårtiet er rigt på hits, et par af dem endog i den temmelig store ende af skalaen.

Men det hører faktisk med til historien om Duran Duran, at de måske nok så cool ud på plakaterne dengang i firserne, men var man cool, så lyttede man altså til Depeche Mode, The Cure og Devo i stedet. Duran Duran havde lidt ry af noget slikket og yuppie-agtigt, som ikke var så koldt som Gary Numan, så perverst som Soft Cell eller så futuristisk som Kraftwerk, og selvom der blev gået hårdt til de stakkels Duran-drenge, ikke mindst fra musikpressens side, så var der måske lidt om snakken. Gruppen brød altså igennem med en USA-forherligende sang komplet med pasteljakkesæt og yacht i den MTV-populære video til "Rio" og dét ry har de haft svært ved for alvor at kaste af sig. Men heldigvis, kan man tilføje, kunne de også finde ud af at skrive hits.
 
Der åbnes med brag
Og man skulle næsten tro, at Duran Duran havde valgt at åbne koncerten på Tinderbox med lidt af en demonstration ud i netop hitmageriet, for der fulgte ikke mindre end tre af de store på stribe; lidt utraditionelt, for så vidt, at lægge så hårdt ud med hit på hit. Første pletskud var "A View To A Kill", titelsangen fra 1985-James Bond-filmen af samme navn, med i øvrigt bl.a. Grace Jones i en af hovedrollerne, nu vi er ved firser-new wave. Afgjort en af de bedste Bond-sange gennem tiderne, og det er der vist tilmed relativt bred enighed om blandt såkaldte kendere ud i sligt. Derpå fulgte "The Wild Boys", der blev godt og stramt leveret og ikke overraskende vakte lykke hos publikum – nummeret var et nummer et hit i flere lande dengang i midtfirserne og red i øvrigt sejrsgang også på MTV takket være den opsigtsvækkende video. 
 
Efter den hårdtslående træffer fik vi serveret "Hungry Like the Wolf", der stadig efter alle disse år fremstår foruroligende med sin kombination af overlegen produktion, iørefaldende temaer og en tekst, der på overfladen handler om begær, men ved nærmere eftersyn måske afsøger den farezone, hvor begær bliver til besættelse og antydning af vold og voldtægt bestemt spøger mellem linjerne. Et nummer, som alle dage har peget i retning af, at Duran Duran bestemt ikke kun var glitret overflade, men også kunne levere intelligent popmusik med kant.
 
Den bløde mellemvare
Næste nummer, "Come Undone", satte tempoet ned og kunne måske, i aftenens anledning, være kaldt Coming Down i stedet; i hvert fald blev det startskud på en mellemfase i koncerten, hvor der blev budt på blandede bolcher fra Duran Durans karriere mestendels efter firserne, en noget rodet og, hånden på hjertet, i perioder også noget uskøn affære, om end 1986-hittet "Notorious" lyste op. Måske det af alle Duran Duran-numrene, hvor samarbejdet med Nile Rodgers skinner klarest igennem, og et nummer, der siden Donnie Darko alle dage vil være uløseligt kædet sammen med dansende småpiger og Patrick Swayze i rollen som pædofil wellness-creep; æret være hans minde.

Jeg synes, det er helt på sin plads, at gruppen belyser ikke blot storhedstiden, men også kommer omkring andre og i nogle tilfælde knap så kendte ender af produktionen, men omvendt synes jeg også, de numre satte en streg under hvad vi vel alle godt vidste i forvejen; Duran Duran er et jævnt sølle rockband, og når de mister forbindelsen til deres synthpop-udgangspunkt, så kan man reelt godt høre, de er på udebane.

Det kunne man så sandelig også på en noget gumpetung levering af "White Lines", hvor Simon Le Bon først og fremmest fik konstateret, bevares ufrivilligt komisk, men det har vel også sin ret, hvorfor vi alle kan takke højere magter for, at Duran Duran aldrig valgte at blive et hiphop-band. Det var ikke helt Gunnar Nu-rap, men det sigtede godt nok i den retning, og et eller andet sted må man undre sig over, at nummeret ikke for længst er blevet pillet af sætlisten. Le Bon har ikke for fem flade ører rapper i sig. Så er det sagt.
 
Der gik også lidt vel meget korpiger i den i denne fase af koncerten; det begyndte så småt at bedre sig med den edm-smagende "Last Night In The City", men blev først rigtig godt igen med koncertens sidste cirka tredjedel, hvor man vendte tilbage til udgangspunktet og sluttede af med firserhits som man kunne forvente.
 
Forløsning
Bevares, "The Reflex" hang lidt i vandskorpen, men "Girls On Film" sad ret pænt i skabet, skarpt og velspillet. Afsluttende "Rio" var også godkendt, om end jeg nok personligt aldrig lærer at blive gode venner med teksten. Til gengæld fungerede overgangen fra den ambiente space-intro fra "The Universe Alone" til den fremragende og Sakamoto-klingende "Save A Prayer" aldeles fremragende. På sidstnævnte nummer glimrede ikke mindst Nick Rhodes på sine synthesizere – i øvrigt en herre, der stadig både holder og klæder sig vel. Også "Planet Earth" med sin indlagte Bowie-hyldest i form af sidste halvdel af "Space Oddity" fungerede smukt og fornemt.
 
Duran Duran lagde hårdt og imponerende ud, tabte pusten og for lidt vild i stilkataloget undervejs (på den måde for så vidt ærligt spejlende karrieren som helhed), men fandt i rette havn til sidst og endte lykkeligt. Noget om Odense, H. C. Andersen, eventyr, bla-bla.
 
Sætliste:
 
A View to a Kill
The Wild Boys
Hungry Like the Wolf
Come Undone
Notorious
I Don't Want Your Love
Pressure Off
Ordinary World
Last Night in the City
White Lines (Don't Do It) 
Planet Earth
Girls on Film
Ekstra:
The Universe Alone/Save a Prayer
The Reflex
Rio
 
 
 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA