x
Norsk punkpop i pangfarver

Brenn., Roskilde Festival, Rising

Norsk punkpop i pangfarver

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den norske punk/rock/popgruppe Brenn. har fået æren at af lukke Rising-scenen for i år, og de har fået samlet et pænt stort publikum. Hvoraf hovedparten er nordmænd at dømme efter udråbene fra publikum og efter, hvor mange der griner af bandets kommentarer mellem sangene (som jeg ikke forstår meget af, bortset fra at trommeslageren græd af glæde, da han så Tenacious D på Roskilde i 2016), og der vejer da også et norsk flag midt i publikumsmængden.

Bandet fra Lillehammer er i studiet en duo alias sanger og guitarist Edvard Smith og trommeslager Rémy Malchère, og de har indtil videre udgivet en stribe singler over det sidste år og blev nomineret til ”Årets Urørt” af norsk P3 – et norsk svar på KarriereKanonen. Live er de udvidet med guitar, bas og keyboard, og de stiller op på Roskilde i kraftige farver: Blå, rød og pink.

Sangene er generelt karakteriseret ved højt tempo, en typisk punket spilletid på bare to-tre minutter og ganske få instrumentale solopassager, men omvendt mange små detaljer, for eksempel nogle hurtige breaks i ”Juni”, skift fra lavt tempo i versene til højt ditto i omkvædene i ”Picasso” og et meget melodisk korstykke i ”Keen”. Teksterne har ofte et glimt i øjet, eksempelvis ”Lillestrøm” om gymnasielivets glæder og udfordringer og førnævnte ”Juni” med blandt andet dette guldkorn: ”Jeg har ingenting på gang/Det føles som en Kygo-sang”. Publikum kan lide, hvad de hører, og der bliver rocket godt igennem – hen mod slutningen af koncerten er der ligefrem optræk til en moshpit.

Desværre forsvinder en del af nuancerne i et meget rodet lydbillede, hvor guitar, bas og keyboard flyder sammen til én stor grød, og hvor Edvard Smiths ellers okay vokal er mikset for højt og derfor bliver noget skinger. Måske skyldes den dårlige lyd blæsten, men den er dog ved at have lagt sig her hen mod midnat. Nu må punket musik gerne lyde lidt råt, men helst ikke på denne måde.

Bandets bagtæppe får publikum heller ikke megen glæde af. Det er ellers en finurlig besked skrevet som en gammel Windows-dialogboks: ”Koncerttid? Brenn. Brenn. Brenn. Brenn. Brenn. Brenn.” står der, men jeg ved det kun, fordi jeg så skiltet, inden bandet gik på scenen. Under deres koncert er der overhovedet ikke lys på den, men omvendt er bandets højenergiske lysshow ganske effektivt.

Til sidst bliver der fyret konfetti af, inden Edvard Smith stagediver, og Rasmus Seebachs ”Natteravn” bliver afspillet over højttalerne for at understrege den uhøjtidelige stemning. Absolut underholdende, og Brenn. er bestemt et band, man bør holde øje med – men gid lydniveauet havde været lige så højt som energiniveauet på scenen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA