x
Collider er et eventyrland - men de skal huske at trække vejret

Collider, Roskilde Festival, Rising

Collider er et eventyrland - men de skal huske at trække vejret

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Aftensolen har sænket sig over Roskilde. Opvarmningsdagene synger heromtrent på sidste vers, og i forlængelse af dette skyder Countdown og Rising-scenerne de sidste skud i bøssen efter det tålmodigt afventende festivalpublikum. Collider er næstsidste act i Rising-teltet og repræsenterer en spændende vækst af psychrock, der gerne vil overvælde lytteren med eksperimenter over en bred skala. Debutalbummet ”-><-”, som kun er et par måneder gammelt, har allerede fået en mængde omtale i den danske presse, og nu skal en svendeprøve bestås på vores nations pt største festival. Campisterne har fornemmet, med tre dages intens druk og fest i bagagen, at der skal ske noget farverigt her til aften, som har overtalt dem til at lade deres sidste festdag sparkes i gang af denne ekstraordinære københavnske kvartet.

De træder ind efter introduktion af konferencieren med det samme budskab, som hun har leveret over to dage. Vi skal, efter sigende, være til stede og mærke det, så vi får det meste ud af oplevelsen. Men der er måske for en gang skyld noget over de sædvanlige floskler, vi tonedøve kulturformidlere så ofte fyrer afsted. For Collider er, i deres studiemusik og som liveact, en oplevelse, der er svært at finde hoved og hale i. Som et lynnedslag, du ikke engang når at bemærke, kaster Troels Damsgaard på vokal og guitar, Mikkel Fink på trommer og Johan Bolder på bas sig frådende over instrumenterne, mens Marie Janssen synger os i gang med deres udgivne albums åbningsnummer ”Daisy”. Der rulles fra første fløjt med hæsblæsende guitar, regnbuefarve på scenen og et konstant skifte fra Janssens side imellem instrumenter som soniske alternativer i et forvejen mættet lydunivers. Hvis man har mistet pusten nu, er det forståeligt, for de tempofyldte kompositioner holder ikke nogen i hånden med glidende overgange eller markante lydskift.

Vi bevæger os i de samme tempolag, bare i tre forskellige niveauer per sang og på ”Just start it” har Damsgaard og Janssen ufatteligt travlt med at skulle udfordre publikum og holde kadencen på samme tid. Det er hele vejen igennem en stor bedrift af musikerne, som er nem at anerkende. Men Janssens bevidst nedmiksede vokal og Damsgaards hastige og ekspressive guitarspil står for alle improvisatoriske elementer, mens Fink og Bolder skal agere det bærende fundament under hele koncerten. Denne arbejdsdeling lider bandet en kende under, da de konstant krævende skift og turns er meget at bære for de to frontfigurer.

På ”Inept” og ”Sniper” drukner meget af Janssen både med vokal og saxofon, hvilket virkelig er en skam, da hun er skøn at høre på. Til gengæld reddes helhedsoplevelsen af, at Damsgaards omvendte guitar bærer den tunge byrde uden de store vanskeligheder. Dette sker dog uden at sætte sig de store eftertryk hos publikum, der drejer lidt rundt om sig selv for at finde en indgangsvinkel ind i det eventyrlige univers, Collider skaber.

Anderledes roligt serveres ”Oblivion”, der giver et pusterum for mange til at nyde de melodiøse finesser i bandets repertoire, hvilket er underskønt. Perfekt havde det ligefrem været, hvis Janssen igen faktisk kunne høres på scenen. Jeg ved godt, at det ligger til bandets islæt at lade vokalerne træde i baggrunden i lydbilledet, men det er trodsigt irriterende slet ikke at kunne høre en sangerinde på scenen som et kunstnerisk valg.

Anderledes markant får vi hende dog tilbage i (især med tværfløjten, der er hendes tilsyneladende stærkeste force) lydbilledet på ”Axis” og ”OG”, hvor det så er Damsgaards tur til at tabe en smule retning og klarhed. Lidt tab af akkorder hist og her og et par bratte stop i numrene gør, at det ellers så flydende og elegante flow i koncerten tabes lidt på gulvet. Og som resultat af dette forlader lidt af publikum scenen før tid i konstateringen af, at det ikke rammer dem. Man skal vitterligt fortrylles ind i Colliders spektakel for alvorligt at sætte pris på det. Og til dette formål er for mange udfald og temposkift en besværlig størrelse, men til stadighed et modigt projekt. Ud over teknikaliterne er kvartetten et band med gejsten og ydmygheden på deres side, og det er et vigtigt plus, når de spiller deres musik.

Med den stærke ”Bruno” i ryggen har Collider efter tre kvarter afsendt alt, der stod i deres magt. Og indtrykket er i sidste ende, at Collider er et utroligt positivt bekendtskab på den danske musikscene, og det fik de bevist tirsdag aften på Roskilde. Men for at nå flere højdepunkter i koncertregi skal den ultraambitiøse og purunge gruppe huske at trække vejret i og mellem numrene. Det gør kun oplevelsen bedre for alle parter. Men et festfyrværkeri fik vi skam, og det skal de have stor tak for.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA