x
Dystopiske fabler og krasse kærlighedsballader

Bob Dylan & His Band, Roskilde Festival, Orange Scene

Dystopiske fabler og krasse kærlighedsballader

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Der tales en del om parallelsamfund herhjemme i disse år. 78-årige Bob Dylan har i mange år forekommet at fungere i sin helt egen paralleldimension: Han er sit eget værk – og hans værk er sin egen sælsomme blanding af modernisme, country& western-æstetik, historie, popkultur, mytologi, fakta og fiktion, fortid og nutid.

Og når manden på magisk vis – i aften, i Roskilde, igen – vitterligt virker vital og vedkommende, så skyldes det måske netop, at han taler ind i vores fælles kulturelle referenceramme, vores kollektive ubevidste. Er teksterne langt fra altid umiddelbart forståelige, er de sproglige billeder til gengæld så stærke, at de taler for sig selv.

”Don’t say I never warned ya / if your train gets lost” – i det majestætiske ekstranummer “It Takes a Lot to Laugh, It Takes a Train to Cry” – bliver aftenens sidste ord fra Dylan efter nøjagtig halvanden times koncert. Og rammer i en vis forstand det hele ind:

Kom ikke og sig, at onkel Bob ikke havde advaret jer. For det er selve det menneskelige drama, Dylan synger om, og det er som bekendt sjældent en køn affære. ”People are crazy and times are strange / I’m locked in tight, I’m out of range” erklærer Dylan allerede I åbningsnummeret ”Things Have Changed”.

Den sang indbragte ham iøvrigt, i sin tid, en Oscar-statuette, der i aften er opstillet på en forstærker bag hovedpersonen. Og fremdeles får vi seksten dystopiske fabler og krasse kærlighedsballader fra en mester, som stadig synes at nyde sin metier.

Torden på bjerget

Det er 13 år siden, legenden sidst gav koncert på Roskilde Festival – og i øvrigt 24 år siden, undertegnede oplevede sin første Dylankoncert, netop hér. I aften ligner han stadig noget fra en gammel westernfilm, med striber ned ad buksebenene, hvid halsklud og prikket skjorte. Og hvad mere er: han virker gudhjælpemig fortsat både inspireret og inspirerende.

Som når han i den rablende stream-of-consciousness-blues ”Thunder on the Montain” jager popsangerinden Alicia Keys gennem Tennessee, eller når han i aften gendigter klassikere som ”Like a Rolling Stone” og ”Highway 61 Revisited” for gud ved hvilken gang. Eller for den sags skyld da han, ad tre omgange, griber tilbage til 1997-comebacket Time Out of Mind.

Publikum er den forventelige blanding af helt unge festivalgæster og et større antal ældre mennesker, som med en vis sandsynlighed er her på endagsbilletter. Og en del foran Orange Scene, uanset forudsætninger, forstår tilsyneladende tyngden af begivenheden. Som da der under en smukt afdæmpet ”Girl from the North Country” opstår spontant bifald – bare fordi det er så indlysende smukt.

Vi mindes også om den centrale pointe, at Dylans værk er i fortsat bevægelse: I ”Simple Twist of Fate” får vi minsandten et helt nyt vers, og også en radikalt rearrangeret ”Gotta Serve Somebody” byder på nye linjer. Og "Cry Awhile" – ja, den har minsandten fået en overhaling, så den mest af alt lyder som en hyldest til den afdøde guitarhelt Link Wray. Som i øvrigt boede mange år i Danmark.

Rejsende i nostalgi har Dylan aldrig været, og måske netop derfor er det fortsat en fornøjelse af de helt store at overvære hans koncerter. Onsdagens halvanden time i Roskilde var ingen undtagelse.  

Sætliste:

Things Have Changed

It Ain't Me, Babe

Highway 61 Revisited

Simple Twist of Fate

Cry a While

Honest With Me

Make You Feel My Love

Pay in Blood

Like a Rolling Stone

Early Roman Kings

Girl from the North Country

Love Sick

Thunder on the Mountain

Soon After Midnight

Gotta Serve Somebody

Ekstra:

Blowin' in the Wind

It Takes a Lot to Laugh, It Takes a Lot to Cry

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA