x
Post-math er kommet til Roskilde

Black Midi, Roskilde Festival, Pavilion

Post-math er kommet til Roskilde

Anmeldt af Hansen Hansen | GAFFA

På papiret lyder Black Midi en lille smule tørre, med elementer af mathrock, postpunk og college. Men når de så går på scenen, og man hører, at det i højere grad er Swans, Boredoms og tysk krautrock vandvid, der har påvirket dem, så er historien en helt anden.

Før de går på scenen, brager der overstyret bubblegum-pop ud af højtalerne. Jeg er faktisk lidt i tvivl om pointen, for de fleste ved jo godt, hvad de er gået ind til. Og der går da heller ikke mange sekunder, fra de er klar på scenen, før der er massiv støj fra hele bandet.

Trommesættet er skubbet helt frem, og det er nok ikke tilfældigt, for han er tydeligvis den egentlige frontfigur. Hvis man kan sige, at de har sådan en. Alle i bandet er overjordisk dygtige, og adskillige af dem synger på skift og alle laver bare deres ting, grundigt. Det medfører så også, at de alle sammen ligner kontorarbejdere i gang med en ekstra kompliceret excel-øvelse. De er simpelthen et studie i IKKE at ligne sin lyd. For hold da fast hvor er der lyd! Fuldstændigt sindsyge skift i intensitet, lydstyrke og støj over til stille stykker og tilbage til en fræsende larm.

De virker meget uimponerede over sig selv, og det er der ingen af publikum, der er. De er nok festivalens dygtigste musikere, og de spiller overjordisk godt! Man kan så tænke, at det kun er musik for musikere, men det er ikke mit indtryk, når jeg kigger mig omkring. Ingen tvivl om at mange af opvarmningsdagenes musikere står her, men der er også mange folk, der er kommet til, der tydeligvis taber næse og mund lige så meget. Og det er vildt, for der er absolut intet showmanship på scenen. Der bliver bare ikke givet ved dørene, og det kunne man måske godt have ønsket lidt. Specielt når vi er nået til sidste track, og det er tydeligt hvad de også kan, hvis de gider det.

Men i virkeligheden så kan de alt. De skifter ubesværet imellem noodling, riffs, melodier og larm. Men hvad vil de i virkeligheden? Det er næsten, som om det er for let for dem, og de breezer igennem det hele. Det er så ekstremt, hvad de laver af skift og de bygger det op på en overlegen måde. Lige indtil klimakset 37 minutter inde. Var de stoppet her, havde det været seks stjerner. Men så tabte de pusten og begyndte at famle lidt. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis jeg ser dem igen, så er det en helt anden koncert, for store dele er improviseret. Men i dag gik det bare i stå og startede først igen i sidste track, som var overlegent! Man kunne godt have ønsket lidt mere af den slags.

Det her er et band, man bør unde sig selv at se, for jeg har aldrig set nogen, der kan det, de kan. Og hvis de kan holde den igennem en hel koncert, så står hele verden åben for dem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA