Det her er Lizzos verden. Vi lever bare i den.

Lizzo, Roskilde Festival, Apollo

Det her er Lizzos verden. Vi lever bare i den.

Anmeldt af Cillian Murphy | GAFFA

Hun er en af de mest spændende på den alternative hiphop-scene lige nu. Hun er så kropspositiv, at det halve kunne være nok. Hun er kvinden bag det sublime album Cuz I Love U. Hun går under navnet Lizzo, og hun blev lørdag aften ophavskvinde, til en af Roskilde Festival 2019s allerbedste koncerter.

Fra det sekund, hvor titelnummeret “Cuz I Love U” overmandede Apollos anlæg, havde den sindssygt karismatiske og hjertevarme Lizzo os allesammen i sin hule hånd. Hun hev falsetten helt op under himlen, hvorefter hun gav os en lektion i, hvad det vil sige at være ægte positiv, og mene det fra hjertet. Fra de første “AMENS!” og “HALLELUJAS!”, til den afsluttende takketale, var hun skarp, tilstedeværende, morsom og ikke mindst en fandens dygtig entertainer og sanger. 

Lad det være sagt: Lizzo er en stor, markant, larmende og sort kvinde. Men det skal denne anmeldelse, modsat visse andre mediers, på ingen måde handle om. Hvis noget skal det nævnes, at jeg var ved at tabe underkæben over, hvordan hun, med sin betydelige BMI, ikke på ét tidspunkt missede en takt, vejrtrækning eller tone. Den vuggende R&B-ballade “Jerome” leverede hun med en sådan præcision, at englene - hvis de da ikke er gået til i passiv rygning og urinstøv - sang, men det var langtfra alt, hvad hun kunne. Hun tog os således også med igennem bangers, som Missy Elliott-samarbejdet “Tempo”, hvor hun i selskab med sine velkoreograferede dansere ramte den lige i røven. En røv, som der desuden blev twerket flittigt med undervejs, til publikums store begejstring.

For det kunne seriøst mærkes på Apollo, at vi var vidner til en af de mindeværdige koncerter på årets festival. Flere gange mellem de få kortvarige pauser, som opstod, lød det “LIZZO, LIZZO, LIZZO!” fra publikum, mens den amerikanske sanger kvitterede med uendelig kærlighed til Danmark, og ikke mindst et perfekt udtalt “ROSKILDE!”. Point for forberedelse! Læg dertil, at hun op til flere gange, under den timelange koncert, holdt brandtaler om, hvordan vi allesammen skal huske at elske os selv og vide, at vi selv er gode nok. I en Insta-perfekt tidsalder som den, vi lever i, var det livsbekræftende at høre en kunstner, som fra hjertet overøste os med sin fulde og ubetingede kærlighed og mindede os om at vi skal huske os selv i forbifarten. Tak for det.

Men altså, det var ikke kun snak og floskler. På hittet “Truth Hurts”, som rummer den fantastiske linje “I just took a DNA test, it turns out I’m 100% that bitch”, blev der danset så meget på begge sider af scenen, at man nærmest kunne mærke jorden ryste under os. Det samme gjorde sig gældende for afslutningsnummeret, hendes største hit “Juicy”, hvor alle blandt publikum troskyldigt sang med på “ja-ja-i-ja-ja-i”-refrænet. Her havde den helkropsdragtklædte frontkvinde allerede været igennem en bryllupsceremoni, flirtet med en fyr på forreste række og naturligvis twerket sig igennem “Scuse Me”. Nå ja, og så fik hun os allesammen til at synge perfekt med på Destiny’s Child’s “Say My Name”. Fabelagtigt.

Hun fik os til at smile, til at grine, til at synge, til at danse og (næsten) også til at græde. Med en oprigtighed og præcision, som sjældent har været set lignende på Apollo, rejste hun nakkehårene og lagde Roskilde ned. Hun var personificeringen af det, som Bodyposi-bevægelsen har brug for i 2019. Og, til alle der læser med, og som nogensinde måtte være i tvivl om dette: lyt til Lizzos fantastiske budskab og elsk jer selv alt, hvad I f*cking kan, for lige hvem I er!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA