x
Sort er det nye orange

The Cure, Roskilde Festival, Orange

Sort er det nye orange

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Dagen begyndte ellers så skidt og det så gråt ud i mange timer, hvor regnen silede pletvist ned fra en ubeslutsom himmel. Højdepunkter var relativt få; anti-Identitær graffiti på et rækværk, Zeitkratzers eftermiddagskoncert på Avalon (ros i øvrigt til Roskilde Festival for fortsat også at tage den slags projekter med i programmet), unge mennesker (yep, fremtiden), der blankt afviste at tage en anmelderkollega på et knap lødigt dagblad seriøst grundet gentagen brug af sexistiske vendinger samt sporadiske opdateringer fra folk rundt omkring på pladsen, der havde fundet vejrudsigter, der lovede bedre vejr fra omring aftenstid og frem. Nu kan man naturligvis godt og måske med nogen ret argumentere for, at regnvejr er The Cure-vejr, men udendørs festival er altså sjovere uden vand fra oven. Det er også bedre for både eyelineren og den touperede hårpragt.

Vejret holdt, regnen gik i sig selv, og der samlede sig stille og roligt en stor og voksende menneskemasse ved Orange Scene efterhånden som mørket faldt på og klokken nærmede sig 23. Hvor jeg befandt mig, helt oppe foran, var det rigtig rart at konstatere, at man ikke kun var omgivet af de hårdkogte fans, der har været med siden firserne, men også mange ganske unge. På samme måde som ånds- og generationsbeslægtede Depeche Mode har The Cure gennem årtierne formået også at trække nye unge til fanskaren, hvilket formentlig også er en medvirkende årsag til, at Roskilde Festival vælger at lade det britiske goth-med-mere-band lukke og slukke Orange Scene anno 2019.
 
Husorkester
Få – om nogle? – navne har givet lige så mange koncerter på Roskilde Festival som netop The Cure, så det var lidt af et fortrinsvist sortklædt husorkester, der indtog scenen ret præcist kl. 23 og indledte med "Shake Dog Shake", åbningsnummeret fra The Top. Første højdepunkt indtraf for mit vedkommende et par numre senere med en bastung "Just One Kiss", hvor også trommerne fyldte mere end på den originale studieindspilning. Lyden var generelt ganske god, om end Robert Smiths vokal på de første numre havde tendens i retning af lidt skarp diskant, men det blev bedre undervejs. Roger O'Donnells synthesizere var dog på flere numre lidt for lave i det samlede lydbillede, dog uden at det var katastrofalt.
 
Gruppen fortsatte med tre numre fra hovedværket Disintegration, nemlig den ørehængende "Lovesong", den adstadige "Last Dance" og den bittersøde "Pictures of You", der alle blev fint eksekveret og vakte genkendelse hos publikum. Som vanligt var hverken forsanger Robert Smith eller de fire andre medlemmer voldsomt snakkesalige i forhold til publikum, men konstant i god musikalsk kontakt med hinanden på scenen, fokuserede og til stede, og The Cure fremstod – nok engang – som et særdeles velspillende band.
 
For fans og for resten
Som altid, fristes man næsten til at sige, var aftenens sætliste skruet sammen med skelen til fanskaren såvel som det store brede publikum. En af årsagerne bag gruppens varige succes har formentlig med netop denne årlange balancegang at gøre, og The Cure har jo bagkataloget til at kunne byde på numre, der måske primært rammer de egentlige fans og så også de brede træffere, de regulære hits, hvad koncerten da også, og måske ikke helt uventet, demonstrerede.
 
Flere højdepunkter fulgte med de poporienterede "In Between Days" og "Just Like Heaven", begge numre, der lever højt på åbenlyst melodiøse og iørefaldende kvaliteter, mens koncertens måske største moment for undertegnedes vedkommende var en ekstremt tight levering af "A Forest", The Cures måske mest gothpunkede stund af dem alle, hvor på én gang fængende og klaustrofobiske temaer går hånd i hånd med pumpende monotonbas og motoriske trommer og skaber en sær, sær bastard af en sang, som både er æterisk atmosfære og hårdt rykkende energiudladning.
 
Hitkavalkade
Koncertens regulære sæt afsluttedes med den dystre "One Hundred Years", også en personlig favorit, men leveringen sad, hånden på hjertet, ikke helt i skabet. Smith indledte sågar kæden af ekstranumre med sympatisk at undskylde småfejlene (sådan; det er jo live), hvorefter han og resten af bandet kastede sig ud i en til gengæld noget nær perfekt ekspedering af det store hit "Lullaby", for det skulle jo nødig hedde sig. Herpå fulgte de synthorienterede "The Caterpillar" og "The Walk", og så "Friday I'm In Love", der selvsagt vakte yderligere lykke hos publikum, der på dette tidspunkt efterhånden havde kastet den kølige aftenvind af sig.
 
Færdige var vi dog ikke endnu, for vi fik også serveret den new wave-jazzede "Closer To You" (dog uden hornene) og herpå mere (fjollet) jazz-smag med "Why Can't I Be You?" Absolut sidste ekstranummer i den imponerende hitkæde var en prægtig levering af "Boys Don't Cry", ikke overraskende et særdeles populært afsluttende indslag hos publikum, der både sang og dansede med.
 
Omkring to timer og tyve minutter blev det til i alt; en kortere koncert i The Cure-sammenhæng, hvor tre plus timer har været normen i de senere år. Personligt synes jeg det var fint at stoppe, hvor man gjorde; især i festivalsammenhæng er det fornuftigt at kende sin besøgstid, selv som The Cure, når man ikke kun optræder for den mere eller mindre indviede flok, men også for fodformede gymnasielærere med Bob Dylan i evig rotation, feststemte hipstertyper med MØ eller Cardi B som pejlepunkter, eller metalhoveder med Bæst og Behemoth på hættetrøjen.
 
Selvom koncertens største højdepunkt for mit eget vedkommende nok var "A Forest", så synes jeg i høj grad, at de afsluttende ekstranumre slog en streg under det faktum, at hovedsangskriver Robert Smith i sine bedste stunder måske først og fremmest er en enestående popsnedker med et skævt øre og et kringlet sind. Lytter man til numre som "Friday I'm In Love", "The Walk" og "Lullaby", så kan man ikke et øjeblik være i tvivl om at Smith kan skrive endog særdeles iørefaldende melodier, men at hans opfattelse af hvad popmusik er – og kan være – for en størrelse er både mere rummelig og mere eklektisk, end hvad genren ellers normalt udtrykker, måske ikke mindst hvad vore dages kommercielt orienterede popmusik angår.

Og så må man bare også på bundlinjen tørt konstatere, at når The Cure tilmed kan tillade sig at lade i dén grad kvalitetsnumre som "Plainsong", "Lovecats", "Let's Go To Bed", "The Hanging Garden" og "Killing An Arab" blive hjemme i skuffen, når man står på en af Europas store festivalscener, ja, så vidner det altså om niveauet hos en gruppe, der er i besiddelse af et imponerende bagktalalog. Og lad os så slutte af med, at der snart bliver føjet mere til – der er jo i hvert fald tale om nyt album i støbeskeen efter adskillige års pause på den front.
 
Sætliste:
 
Shake Dog Shake
From the Edge of the Deep Green Sea
Just One Kiss
Lovesong
Last Dance
Pictures of You
High
A Night Like This
Burn
Fascination Street
Never Enough
Push
In Between Days
Just Like Heaven
Play for Today
A Forest
Primary
Want
39
One Hundred Years
Ekstra:
Lullaby
The Caterpillar
The Walk
Friday I'm in Love
Close to Me
Why Can't I Be You
Boys Don't Cry

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA