Banks: III

Banks
III

Autotunet identitetsjagt

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 12.07.2019
Anmeldt af
Josephine Andersen

Fra ung, usikker teenager til stærk, selvstændig kvinde. Sangerinden, sangskriveren og produceren BANKS' tredje album, III, handler om overgangen imellem de to livsfaser og de forhindringer, hun har mødt på sin vej. Med et fundament bygget på trap-pop og r&b udforsker BANKS sin egen dualitet i jagten på at acceptere sig selv.

Den LA-baserede musiker har en fascinerede stemme, og takket være sin trofaste ven AutoTune bevæger sangerindens stemme sig fra softiceblød til glasskårsskarp. Det første kommer til udtryk på ”Sawzall”, hvor sangerindens stemme helt alfeagtigt lægger sig oven på den sammensatte melodi og samtidig vrider sig ind og ud af AutoTunens magiske greb, mens den kantede vokal bliver præsenteret på nummeret ”Propaganda”, der har også har fået en heftig tur i producerpulten.

III udfolder BANKS’ sammensatte indre og præsenterer en sangerinde, der har fundet og affundet sig med sig selv. Der mangler stadig lige dét ene nummer, der løfter helhedsoplevelsen. Førstesinglen ”Gimme” er med sit dystre og komplekse beat et bud, ligesom den mere poppede ”Look What You’re Doing To Me” featuring Francis and the Lights er det, men ingen af dem formår helt at hæve sig til topniveau.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA