x
Lingua Igonota: Caligula

Lingua Igonota
Caligula

ANMELDELSE: "This isn't your average everyday darkness – this is advanced darkness"

GAFFA

Album / Profound Lore
Udgivelse D. 19.07.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

Det er måske lidt voldsomt at starte en anmeldelse med et citat fra en af vor tids helt store tænkere (Svampebob Firkant), men citatet passer ikke desto mindre på rejsen ind i amerikanske Kristin Hayters – bedre kendt som Lingua Ignota – univers. For det er en farefuld og dødsdømt tur. Caligula er den alternative sanger- og sangskrivers tredje album og har fået større opmærksomhed end forgængerne. Og det forstår man, for det er unægtelig et album i mastodontstørrelse, vi har at gøre med. På godt og ondt.

Hayters skriver fra en vinkel, der byder på lige dele gammeltestamenteligt uhygge og en personlig side, som overlever af misbrug og vold. Det er derfor deciderede grove løjer, vi kommer ud for på Caligula, når Hayter med sin alsidige stemme nynner, messer, hvisler og skriger de dommedags- og voldspåvirkede tekster.

Det er en ret voldsom oplevelse at lytte sig igennem den time, som Caligula varer. Det ene sekund står Hayters angstskrig alene og bræger tekster som ”I’m the fucking death demon/I’m the butcher of the world” i et tapet af deprimerende krigsmarch (”Butcher of the World”) for derefter at gå over i den mere mundrette klaverballade ”May Failure be your Noose”, hvor Hayter indleder med den sublime linje ”Who will love you if I don’t/who will fuck you if I won’t”. 

Musikken skifter således mellem mere eller mindre konventionelle strygerforløb, syntetiske slag af distortede støjkilder, pludselige eksplosioner af lyd og hengemte samples, der spøger i hele lydbilledet. De stille passager for aldrig lov til at stå alene, og lulles man kort ind i en rolig periode, kan man forvente sig, at der sker noget virkelig grimt lige om hjørnet. Således er Caligula faktisk en af de få plader, jeg har hørt med flere deciderede jumpscares.

Derfor er numre som de smukke ”Fragant is My Many Flower’d Crown” og ”Sorrow! Sorrow! Sorrow!” (begge indeholdende strubesang) et kærkomment brud med det rablende vanvid. I stærk kontrast står et nummer som ”Days of Tears and Mourning” der lyder som et black metal-nummer med Elton John-klaver, komplet med Attila Chisar-vokal. Åbneren ”Faithful Servant Friend of Christ” bør også nævnes, da den (muligvis ubevidst) planker akkordrundgangen fra Iron Maidens ”Run to the Hills” og kombinerer den med noget, der lyder som en vise indspillet i en middelalderkirke anno sort død.

Bedste eksempel på hele pladens lyd er dog den næsten 10 minutter lange ”Do You Doubt Me, Traitor”, hvor lydbilledet føres frem af dybe, hårdslående klaverer, urolig percussion og noget, der lyder som en, der er ved at samle et IKEA-skab. Her lyder Hayter det ene sekund som en moden kvinde i sorg, ind til hun halvt inde i sangen bryder ud i et vanvittigt marderidts-skrig: ”Satan! Satan! Satan! Get beside me!!” og senere ”I don’t eat! I don’t sleep! I let it consume me!”.

Caligula ligger så langt fra mainstream, hverdagskost og rucolasalat, man kan komme, uden at det bliver helt abstrakt. Det er dog tydeligt at høre, hvor Hayter får sin inspiration fra. De abstrakte sangforløb minder oftest så meget om Scott Walkers senere plader, at jeg kan høre bestemte lyde fra Bisch Bosch dukke op på Caligula. Samtidig er brugen af industrial-støj og feltoptagelser meget tydeligt inspireret af Einstürzende Neubauten. Den direkte linje fra bands som Mayhem og Burzum spænder også en uvant tråd tilbage til sortmetallen.

Dog er den helt store, åbenlyse inspirationskilde selveste mørkets fyrstinde, Diamanda Galás. Hendes teatralske, sort-i-sort dødshymner er så stærk en inspiration på Lingua Ignota, at Galás spøgelse er svært at ryste af sig, og Caligula kan sagtens ses som en videreførelse af æstetikken fra Galás’ plader som The Litanies of Satan og den ubærlige The Divine Punishment, helt ned til Kristin Hayters brug af sin vokal og hendes fragmentariske sangskrivning.

Og så er vi ved vejs ende, ærede læser. Som vanligt har jeg overskredet GAFFAs anmeldelsesgrænser totalt, men jeg regner med, at folk, der er til den her plade, også er til lange anmeldelser. Den slags plader som Caligula kræver sgu denne slags anmeldelser for at kunne retfærdiggøre en kritisk konsensus omkring pladen. Inspirationen er til at tage og føle på, men Caligula er i sin samtid så hårdt et stød i mellemgulv og sjæl, at man ikke kan være andet end totalt imponeret over den dommedagsbeskuende dødshymner, der oser af vold, sex, sort, satan og pest. En af årets overraskelser og helt store, funklende plader!

Praise her!

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA