Gul og skinnende som solen

Thøger Dixgaard, GrimFest, Skovscenen

Gul og skinnende som solen

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er en ren hjemkomstfest for den gamle aarhusianer Thøger Dixgaard, der tidligt i sin karriere optrådte på GrimFest som rapper i den hedengangne rapgruppe Flødeklinikken og nu er vendt tilbage som den succesfulde popsanger Dixgaard. Klædt helt i gult og med et stort smil sørger han for en times popfest bakket op af fire musikere på guitar, bas, keyboard og trommer/slagtøj, blandt andre guitarist Emil Falk (også kendt fra Flødeklinikken samt både Thomas og Hugo Helmig) og brødrene Bastian og Kristoffer ”Stunn Gunn” Sjelberg på bas og trommer. Det velspillende band er en solid rygdækning for Dixgaards enkle, iørefaldende og ofte dansevenlige, småfunky sange, og han er selv en velsyngende og veloplagt frontfigur med en gedigen, om end ikke ekstraordinær popvokal med diskrete soulfraseringer.

Han har givetvis hørt det før, men det er svært ikke at tænke på den unge Thomas Helmig, når man oplever Dixgaard på scenen, og det er ikke kun på grund af Emil Falk-forbindelsen og det faktum, at Dixgaard og Helmig tidligere har optrådt sammen. Dixgaard har samme evne til at skrive og synge ligefremme sange om kærlighed af den type, hvor teksterne ikke ligefrem er i Nobelprisklassen, men alligevel fungerer, og han er yderst charmerende på en scene. Også da han på et tidspunkt kortvarigt stjæler en ung kvindes mobiltelefon, så hun ikke skal opleve koncerten gennem et kamera, men blot se den med egne øjne. Helt enig med Dixgaard, det kan anbefales – jeg kan også huske, dengang der ikke fandtes kameratelefoner og sociale medier.

Den Kim Larsen-citerende ”Tø mig op” er et varmt vindpust af reggaeton-rytmer, ”Pæn” har et hurtigt, afrobeat-associerende guitartema, balladen ”Duer og musik” byder på smuk, blueset leadguitar fra Emil Falk, ”Lige her” rummer en heftig keyboardsolo, og i ”Tæt på” giver den altid meget sikre Stunn Gunn en højenergisk congas-solo. Barselona-samarbejdet ”Hvornår?” bliver også afleveret fint af Dixgaard alene.

Hittene ”Former” – hvor Dixgaard minder os om, at han også kan rappe – og den afsluttende ”Blød indeni” får for alvor gang i den fyldte festplads, og så er den time gået med pop af høj kvalitet. Om Dixgaard så også er en stjerne om 30 år ligesom Helmig har været det, det må tiden vise, men det er ikke helt urealistisk. Og Dixgaard smiler forhåbentlig også til den tid.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA