x
Tre akkorder var nok

Larkin Poe, Jam Days, Odense

Tre akkorder var nok

Anmeldt af Christoffer Henneberg | GAFFA

Arkivfoto

De heftige regnskyl var kun lige stoppet, da rootsbandet Larkin Poe fra Atlanta, Georgia gik på Amfiscenen og åbnede Odense-festivalen Jam Days med en knytnæve af en koncert. Den netop overståede syndflod af regn skulle vise sig at være en passende ouverture til det potpourri af bibelske temaer, der udgør ånden i Larkin Poes ærkeamerikanske univers.

Gruppen består af søstrene Rebecca og Megan Lovell, der oprindelig kaldte sig The Lovell Sisters, men siden 2010 har gået under navnet Larkin Poe, opkaldt efter deres tip-tip-tip-oldefar. Familiebåndet og sydstatsrødderne har givet dem øgenavnet ”Allman Brothers’ lillesøstre”. Et andet oplagt forbillede er søstrene Ann og Nancy Wilson, der tilsammen udgjorde gruppen Heart. Under alle omstændigheder er der tale om et par søstre, der kan deres rockhistorie.

Lillesøster Rebecca Lovell var således iført en flosset Led Zeppelin-T-shirt. Til at begynde havde denne anmelder lidt bange anelser, for andet nummer var et cover af Ram Jams ulidelige bodegabasker ”Black Betty”. Disse bekymringer blev dog snart gjort til skamme. Allerede sjette sang, en forrygende version af Son Houses ”Preachin’ Blues”, indledte således et momentum af saftig bluesrock, som det på magisk vis lykkedes dem at opretholde koncerten ud.

Det blev på mange måder en lektion i, at tre akkorder er nok, hvis bare man spiller dem med nok nerve og overbevisning. Der veksledes mellem overvejende covernumre og egne kompositioner, hvoraf især ”When God Closes a Door” fra 2016-albummet Reskinned gjorde et stærkt indtryk.

Efterhånden som koncerten skred frem, blev det i hele taget umuligt ikke at overgive sig til den mojo, der udgik fra søstrene på scenen. Navnlig Rebecca var umulig at stå for. Som forsangerinde blev hun koncertens ikke bare musikalske, men også visuelle fikspunkt. Undervejs vred hun soli fra sin Stratocaster og hylede, som var hun besat af de samme dæmoner, der hjemsøgte Allman Brothers back in the day. Imellem et par sange forklarede hun, at sangskrivningen fungerede som en slags djævleuddrivelse for hende. Og det var der vist ingen, der turde tvivle på.

En opløftende åbning på blues-, jazz -og folk-festivalen Jam Days, der ellers lige et øjeblik så ud til at skulle drukne i hård regn.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA