Karl William er sin egen værste fjende – men det swinger

Karl William, Smukfest, Stjernescenen

Karl William er sin egen værste fjende – men det swinger

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Det forekommer på papiret som et mismatch. Regnen har i løbet af torsdagens Smukfest været sporadisk, men intens, og den silkebløde Karl William er sat til at skulle spille Stjernescenen op efter onsdagens strabadser. Den rødmossede aarhusianer med fortid i Hukaos-kollektivet befinder sig dog i et rodet stadie i sin karriere. Hans oprindelige lyd besad en finurlig og emotionel tålmodighed, som ikke rigtigt var skåret efter radioernes behov, men stilede efter en pop-niche, som gav tid og plads til kompositioner og især lyrik.

Men med et par udgivelser i bagagen, senest albummet Livet, Faldet og alt det andet fra sidste år, har han mere eller mindre villet bevæget sig over i en mere folkelig retning, med mere tempo og disco-inspirerede guitar-riffs. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting for en kunstner, der blot som alle andre forsøger at finde sin hylde. Men den hylde er heller ikke fundet af den danske befolkning, og det er tydeligt at se på en koncertplads som denne, hvor William, trods flere års optrædener på festivalen, stadig ikke kan tiltrække mere end et par dusin mennesker op til scenekanten. Stemningen er stadig præget af nysgerrighed snarere end dedikation over, hvem denne kunstner egentlig er nu – og hvad han kan.

Bandet har også fået vokseværk igennem de sidste par år. I ren The Matrix-wannabe-stil træder hele orkesteret op i klinisk sort fra top til tå og solbriller, skønt solskinnet er ret så knap på dette tidspunkt. De lægger fra land til tonerne af ”Forfra”, der vitterligt er en af de nye singler, som stiler efter et nyt musikalsk udtryk. Karl Williams niveau i både falset og crooner-stilen er stadig overbevisende, men det bliver en kende tørt i sin helt rene udførelse på scenen. Lyden skubbes en smule tilbage imod den klassiske KW-vibe med ”Forstenet” fra 2017, der tegner de første skitser af meget af det nyeste materiale fra sangerens hånd, og den leveres uden store skavanker, men uden en rigtig følelsesnerve fra ensemblet.

”Lidt ad gangen” vender dog hurtigt kursen igen mod de nye skæringer, som vugger en dæmpet gejst i publikum, men toner og tekst er igen noget mere målrettede imod det let genkendelige. Og disse numres levetid har ikke medbragt dem større potentiale som ørehængere, men de lander ganske professionelt. Dog får den nye bølge dog rigtigt lov at skinne igennem med dens potentiale med ”Høje strå (dunhammer)”, og vi bliver her mindet om de store gevinster, der er for lytteren i Karls musik. Den største force har altid været teksterne, der simpelthen bare er niveauet over rigtig meget musik i vores land, lige pt, og dejligt er det, når det messende lyder i disco-viben: ”Går i et med de lysende nætter / i protest mod hvem, jeg er”. Sådan skærer man bare den bøf.

Den nyeste single fra maj, ”Selvom du”, følger trop og bilder ingen noget ind, men hopper bare lige på danseflower-power-bølgen af en kærlighedssang uden rigtig at bide fra sig i nogen retning. Bassisten får lov at stikke lidt ud her og der, men ellers svælger nummeret ind i et indtryk af det monotone. ”Før mig” forsvinder i samme retning i en glemsel, da der simpelthen ikke er noget særpræg tilovers i de numre, der tabes i mængden af lo-fi keyboards og nænsomme trommerytmer. Stemmen i front behager konstant uden dog at dominere i lydbilledet, hvilket igen går ud over nummeret – og publikums begejstring.

Hovedpersonen har smidt mange kilo, fået et stort dollar-tegn af et smil på læberne, når han spiller, men man mærker stadig en sagte generthed dulme rundt i ham med interaktionen blandt publikum. Smil og tommelfingre erstattes af spontan posering ved synet af en telefon i vejret, og det virker en smule fortænkt, som en kanin, der forsøger at mingle med harer. Det her bliver dog bedre, da han annoncerer, at han går tilbage i repertoiret. ”Syredronning” bringer således den gamle stil tilbage fra den allerførste ep ”Døende” fra 2014, som lige pludselig er ret så velkommen, da man nærmest kan mærke et stærkere nærvær hos kunstneren, sjovt nok ved at han trækker sig længere tilbage. Men hans skikkelse rummer bare mere i sin eftertænksomme lyrik i selskab de bløde elektroniske melodier.

”Samme Vej” skal finde vejen tilbage til en hitparade, der bare ikke rigtigt eksisterer, og uden Burhan G ved Karls side bliver det ligeledes en lidt fattig omgang. Men på ny vinder Karl terræn med ”Vi er vi”, fra Livet-ep’en fra 2016, som igen bevæger sig uden for mange armløft og muskler, men sejrer på det. Fra debutalbummet Placebo fra 2015 får vi dernæst serveret titelnummeret, som blegner lidt i sin kokette leg med melankolien, en leg der ellers kunne være tiltrængt, hvis hele koncerten var gået i dette tempo. Publikum begynder at udvandre en smule allerede her, mest af alt grundet regnen. ”Du sagde” og ”Modvind”, og ”Blind igen” vinder ikke mange nye hjerter i Skanderborg, da de imiterer følsomheden fra de tidligere numre, men det føles uanset hvad langt mere som et helstøbt indtryk, som at der her er en retning, der bestandigt har fulgt med Karl William, med eller uden solbriller.

Koncertens højdepunkt bliver dog uden tvivl ”Faldet”, som ikke blot er højdepunktet på sidste års album, men fremstår solidt dyster under de smådryppende skyer ovenfor. Det er en alvorlig tristesse, der mærkes i nummeret, og den ellers flabet lette guitar kommer til sin ret her, sammen med at klaveret her sætter sig mere omhyggeligt og ikke blot plastret til på Stjernepladsen. ”Alt er fint” bringer flødebollen frem i publikum, der er vendt tilbage, da den sidste regn er dryppet af, og William sætter gang i en større armsvingning frem og tilbage på pladsen, og folk føler sig pludselig inddraget i universet. Hvis nu han havde fanget disse vibrationer i starten, havde koncertens udtryk nået nye højder. Ikke desto mindre er det fint. Punktummet sættes med ”Om igen”, som sætter gang i dansetrinnene rundt omkring på pladsen, og her var måske det ene hit, aarhusianeren har sukket efter i et godt stykke tid. Radiobaskeren spreder da også feel good hele vejen rundt, og så gør hverken regn eller beskedent fremmøde så vanvittigt meget.

Jeg respekterer Karl William. Både for hvad han har været, og hvad han forsøger at blive. Imellem de to modpoler står dog blot en kunstner, der skal arbejde mere med sig selv og sit musikalske udtryk end mod det. Trods ringe fremmøde på Smukfest var det dog en helstøbt koncertoplevelse, og der er ingen grund til at vende det blinde øje til den rødhårede sukkertop endnu.    


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA