x
Lige ved og næsten, Ms. Hill

Lauryn Hill, Tivoli, Plænen

Lige ved og næsten, Ms. Hill

Anmeldt af Nanna Frank | GAFFA

65 minutter. Så lang tid skulle vi vente fra koncertstart, før aftenens hovednavn Ms. Lauryn Hill trådte ind foran sit publikum på Plænen i Tivoli. 65 minutter, hvor vi først fik lov til at høre tre numre med den unge sangerinde Sarah Harrison for derefter at blive ført igennem alt fra grimerap over r&b-klassikere til Motownlegender af DJ Reborn i 50 minutter. Jo jo, det var fin underholdning, men i så fald burde Tivoli have meldt ud, at der var opvarmning til koncerten. For stemningen blandt publikum dalede markant, jo længere tid aftenens hovednavn lod vente på sig. Det samme gjorde antallet af mennesker i Tivoli.

Harrison var bestemt dygtig og fik både publikum til at danse med og endda finde telefoner frem for at skabe et lyshav foran scenen. Omvendt var klokken også kun et par minutter over 22, da Harrison stod for underholdningen. På daværende tidspunkt havde publikum stadig et håb om, at Ms. Lauryn Hill var på vej op på scenen.

”If you see me, you know Ms. Lauryn Hill is here as well,” proklamerede den dygtige DJ Reborn i starten af sit dj-sæt. Det resonerede og tændte samtidig et håb om, at hun da måtte være til stede i byen et eller andet sted.

Da klokken endelig slog 23:05, og den 44-årige verdensstjerne gæstede os med sin tilstedeværelse til tonerne af ”Intro” fra det ikoniske album The Miseducation of Lauryn Hill, vi skulle hylde i aften, var glæden stor. Ventetiden skabte dog en mærkbar distance mellem publikum og kunstner, da det blot efterlod menneskemængden hungrende efter en sensationel koncert – som desværre udeblev.

Tætpakket lyrik fulgte hinanden hånd i hånd, og det var næsten ikke muligt at sætte en finger på fremførelsen af sangene. I fin tråd med, hvad hun plejer at gøre, omarrangerede Ms. Hill samtlige numre, vi blev budt på. Balladerne ”To Zion” og ”Ex-Factor” blev langsommere og mere dynamiske, mens ”Lost Ones” og ”Forgive Them Father” gik en del hurtigere end på albumversionerne. Det klædte musikken, at der nogle steder var skruet op for en underliggende trompet, sat mere fart på sangene, eller de var gjort mere soulede og langsomme. På den må holdt sangerinden os på dupperne, da det aldrig var helt forudsigeligt, hvad vi ville blive budt efter næste åndedrag. Det er Hills måde at kombinere traditionerne fra gammel soul og hiphop fra hendes egen generation.

Ms. Lauryn Hill er nu alligevel ikke 20 år længere, hvilket betyder, at hun flere steder lød forpustet og måtte give vokalen videre til sine tre korsangerinder.

Hill stod bag sit mikrofonstativ gennem samtlige 55 minutter, den korte koncert varede. Iført en oversize kåbe, en ligeledes oversize cap og den tykkeste guldkæde, jeg i mit liv har set, stod hun på samme plads fra start til slut. Alligevel savnede man bevægelse fra hovedpersonen. Hun rummer så meget karisma, at hun fylder scenen og Plænen helt ud ved blot at række armene ud og lade sin distinkte, dybe vokal svømme ind i vores øregange.

Aftenens sidste nummer ”Doo Wop (That Thing)” stod tilbage som det absolutte højdepunkt. Det var her, publikum vågnede fra deres kontinuerlige, bølgende vuggen og rent faktisk gik over til at danse og kaste armen op i vejret. Her, at Ms. Lauryn Hill endelig satte gang i fejringen af sit fantastiske album.

Faktisk var det anden gang, at fejringsfesten ”The Miseducation of Lauryn Hill 20th Anniversary World Tour” ramte Danmark, og præcis som sidste gang var hendes grafik præget af en række sorte og brune amerikanere i situationer, hvor der både var sangstjerner, dansere og helt almindelige middelklasseamerikanere portrætteret i videoerne. Koblingen mellem albummets underliggende politiske agenda og den nuværende racekamp i USA var en fin måde at trække albummet ind i det 21. århundrede. Som hun selv forklarede det undervejs: “An awful lot has happened since then, but the message still remains. Are you ready to take it back?”

Til trods for at hun kun har to soloalbum i bagagen, har Ms. Lauryn Hill formået at skabe en nærmest mytologisk figur rundt om sit kunstnernavn. Det er en vanvittig formåen. Fredag aften viste den 44-årige hiphop-mastodont, at klassikeren The Miseducation of Lauryn Hill stadig er et relevant værk her 21 år efter udgivelsen. Vi nåede bare desværre aldrig ind i en ægte symbiose, selv om Hill både var inspirerende og jordnær i sine korte taler mellem numrene. Irritationen fra forsinkelsen lå tungt i luften og adskilte os helt til slut. Vi kan krydse fingre for, at hun dukker lidt tidligere op næste gang.

Sætliste:

Intro

Lost Ones

Everything Is Everything

Superstar

Final Hour

Forgive Them Father

Ex-Factor

Can’t Take My Eyes Off You

To Zion

Doo Wop (That Thing)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA