x
Den stærke sangskriver kom langt ud over scenekanten og gennem vinduerne

Irish Mythen, Tønder Festival, Visemøllen

Den stærke sangskriver kom langt ud over scenekanten og gennem vinduerne

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Kære læser, jeg har en tilståelse: Jeg har ikke helt set den koncert, jeg nu anmelder – men dog næsten. Irsk-canadiske Irish Mythen giver nemlig koncert i Visemøllen, en af Tønder Festivals mindste scener med plads til kun 150 personer, i øvrigt det sted, hvor den allerførste Tønder Festival fandt sted i 1974. Selvom jeg kommer en halv time før koncertstart, er der allerede lang kø, og døren lukker i lige præcis foran mig, da den lille sal er fyldt. Og den går ikke op igen, for Mythen er tydeligvis ikke en kunstner, man forlader frivilligt. Til gengæld har festivalen meget klogt opsat højttalere uden for salen, og da der også er flere vinduer, man kan kigge ind ad og se Mythen igennem, er oplevelsen egentlig ikke meget anderledes end at se en stadionkoncert på storskærm.

Og man må sige, at Irish Mythen kommer ikke blot ud over scenekanten, men helt ud gennem vinduerne i Visemøllen. Hendes særdeles kraftfulde og skiftevis rå og blide stemme og enkle, men meget velskrevne sange og det solide akkordspil på den akustiske guitar går rent ind både inde i salen og udenfor, hvor vi er en lille flok, der lytter opmærksomt og endda klapper mellem numrene. Det er ikke mindst teksterne, der er stærke, eksempelvis ”Let Them In” om at vise – ja, skal vi bruge et sjældent anvendt ord som barmhjertighed –over for trængte eksistenser, om det så er flygtninge eller psykisk sårbare, der alle også har noget at byde ind med: ”Open your doors / receive them well / they have so much to share / They have so much to tell,” som det lyder.

En anden sang er ”Their Waltz” inspireret af en ældre mand, Mythen mødte, som fortalte om sit ægteskab med en kvinde, som han i sin tid var blevet advaret imod, fordi hun ikke kunne lave mad og ikke gik i kjole, men som han ikke desto mindre havde været gift med i 50 år – men så havde hun fået Alzheimers. Og en tredje er ”Maria” dedikeret til Mythens tante, som havde lært den unge Irish meget om livet, blandt andet ved at vise hende voksenfilm – og ”der er ikke ret mange sange til onkler og tanter, hvis man sammenligner med, hvad der er til forældre og søskende”, som Mythen påpeger.

Et par gange giver hun mikrofonen til en gæst, først til irske Shane Donnelly, som fremfører John Martyns ”Over the Hill” og senere amerikanske Sam Lewis, der giver sin egen ”I’m a River”. Førstnævnte har Mythen mødt for halvanden time siden, for første gang i 25 år, hvor han dengang gjorde et stort indtryk på hende med sin fremførelse af netop ”Over the Hill”. Begge gæster gør det glimrende uden at overskygge værten, der lytter begejstret med, mens de spiller, med heftige fagter.

Til sidst forlader en enkelt gæst lokalet, og jeg får derfor lov til at komme ind i de hellige haller og overværet ekstranummeret, den gamle irske folkesang ”The Auld Triangle”, hvor Irish Mythen synger hele rummet op a cappella uden mikrofon, og gåsehuden indfinder sig øjeblikkeligt. Præstationen udløser straks stående ovationer, som ”Maria” gjorde det umiddelbart før. Dermed har min største oplevelse på Tønder hidtil været en koncert, som jeg primært overværede gennem et vindue og et par højttalere, og det siger lidt om hendes talent og karisma. Hun optrådte også på Tønder dagen forinden og ligeledes sidste år, og da festivalen ikke har noget imod at invitere kunstnere flere år i træk, eller i hvert fald med korte mellemrum, må vi håbe, hun kommer igen næste år eller inden for overskuelig fremtid – og også andre steder i Danmark. Hun skal opleves!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA