x
Svensk guitarmelankoliker kom langt med enkle virkemidler

Daniel Norgren, Tønder Festival, Telt 1

Svensk guitarmelankoliker kom langt med enkle virkemidler

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Aftenens koncert på Tønder er premieren på svenske Daniel Norgrens turné, der både bringer ham til Tyskland, Holland, Schweiz og ikke mindst 15 steder i USA og Canada. Sangeren, sangskriveren, guitaristen og pianisten har nemlig i al stilfærdighed fået opbygget et vist publikum over there, og hans syvende og seneste album, Wooh Dang, er også udsendt derovre, hvor det har fået pæne anmeldelser i store medier som Rolling Stone og Pitchfork.

Norgrens band består af guitarist, kontrabassist og trommeslager, til tider udvidet med en ekstra slagtøjsspiller, mens han selv spiller klaver i begyndelsen og slutningen af sættet og guitar i midten. Åbningsnummeret, den langsomme, vemodige og repetitive ”The Flow” varer omkring ti minutter og er præget af Norgrens karakteristiske lyse og lidt skrøbelige stemme og hans mundharpespil bag klaveret.

Senere stiller den evigt kasketbærende Norgren sig frem på scenen og tager sin elektriske guitar frem, og fra nu af spiller han en solo i stort set hvert nummer. En forholdsvis minimalistisk, men elegant spillet og uhyre stemningsfuld solo, hvor Norgren får det maksimale ud af de enkelte toner. Sangene i sig selv er også ret simple og ofte ganske lange, hvor Norgren har god plads til at brillere over de enkle akkordrundgange og mellem de ret ordknappe tekster. Det fører til et højdepunkt som ”Moonshine Got Me” midt i sættet. Stærk er også ”Rolling, Rolling, Rolling”, der ligesom ”The Flow” indeholder en linje om at vente på toget, der ikke kommer, men som rent musikalsk ruller fint derudad med trommeslageren på maracas og en ekstra slagtøjsspiller.

Ofte glider sangene langsomt over i hinanden, med lange, gradvist opbyggende introer og nedrivende outroer, hvor Norgren og hans anden guitarist fletter fingre musikalsk. Med den lyse stemme, de repetitive sange og de lange, minimalistiske soloer er det oplagt at tænke på Neil Young, og der er da bestemt også ligheder, selvom Young normalt spiller højere (når han altså ikke spiller akustisk) og med mere distortion. Norgren er lidt mere virtuos end den småkluntede Young, men er ikke helt så stor en sangskriver, hvilket også ville have været for meget at forlange.

Norgren er dog bestemt ikke ueffen og når også tekstmæssigt langt med enkle virkemidler, når han eksempelvis i ”Music Tape” synger om at finde et bånd i sin (netop afdøde, forstår man) bedstefars hjem, sætte det på og lade tankerne vandre. Eller om at hente inspiration i naturen, som når han lytter til en fugls råd om at ”Let Love Run the Game” i den afsluttende sang af samme titel. En bundsolid koncert fra en mand og et band, man kun kan ønske bliver modtaget med åbne arme i bluesens eget land – bare ikke så åbne, at de bliver derovre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA