x
En oversimuleret prog-rock-centrifugering

Muse, Royal Arena, København

En oversimuleret prog-rock-centrifugering

Anmeldt af Rasmus Hans Jensen | GAFFA

Det britiske band Muse, som har solgt over 20 millioner album og vundet et utalt af priser, blandt andet for deres liveoptrædener, indtog med sin dystopiske prog-rock Royal Arena som andet stop på deres genoptagne Simulation Theory-tour, som også er navnet på bandets seneste album fra 2018. Et album, som ikke fremstår som bandets bedste, hvad koncerten også bar præg af. Albummets tema er simulationshypotesen, hvis idé går ud på, at virkeligheden er en kunstig computerskabt simulation, som vi mennesker ubevist lader os styre af. Dette blev også hurtigt slået fast var koncertens tema med den lysende åbningstekst over scenen: "We are caged in simulation". 

Overproduceret bombardement

Lad os slå fast med det samme, at Muse flere gange har bevist, at de er et fremragende live-band, som hver gang inviterer publikum ind i deres særegne univers, som tidligere har båret præg af Kafkaske systemkritiske toner, moderne dronekrigsførelse og massernes opstand. Aftenens koncert fremstod dog på mange måder som en overproduceret omgang robotter, aliens, røgkanoner, lysende briller, transformer-lignende robotkæmper, lysshow en masse, en kæmpe oppustelig skelet-robot og et musikalsk bombardement af dimensioner udi lys, røg, videoanimationer og scenekoreografi. Det er svært at sammenfatte det i en meningsfyldt sætning, hvilket også var koncertens achilleshæl.

Koncert er et misvisende ord for aftenens oplevelse. Måske snarere en fusion mellem teater, cirkus og koncert, som desværre til tider kammede over. Det var som om, at Muse havde opskriften på den perfekte lagkage, men overfyldte den med alt det, de selv godt kunne lide, mens de havde glemt, at gæsterne også skulle kunne fordøje den uden at blive kvalt i al glasuren og flødeskummen. 

Jo, jeg blev til dels underholdt showmæssigt, men udtrykket var for bombastisk og pompøst i for lange perioder. På den anden side forsøgte Muse at underholde publikum, som det stadion-rockband de er, og det skal de have cadeau for. Bandets rutine fornægtede sig ikke. De vidste, hvordan de indtog hele Royal Arenas næsten fyldte sal og skabte en god stemning – frem for alt på ståpladserne. 

De ældre numre reddede koncerten

Hvis vi ser bort fra selve scenekoreografien og koncentrerer os om musikken, havde Muse sammensat en to timer lang sætliste, som godt kunne have været 15 minutter kortere. Lydvolumen svingede meget, og det gav en ujævnhed fra nummer til nummer. Om det var lydteknikernes skyld eller bandets, skal jeg ikke kunne sige.

De nye numre som ”Break It to Me”, ”Propaganda” og den folk’agtige ”Dig Down” faldt igennem, mens de ældre sange som ”Uprising”, ”Hysteria”, ”Plug In Baby” og ”Startlight”, som også var numrene med færrest koreograferet pomp og pragt, fungerede bedst – både lyd- og stemningsmæssigt. Desværre faldt ”Supermassive Black Hole” fuldstændig igennem og fremstod flad og skinger uden nogen basbund – underligt, da de fleste af aftenens numre blæste publikum omkuld med en aggressiv og tung lyd.

Jeg havde håbet, at Muse havde skåret ned på sangene fra deres seneste album og spillet de fem sange i medley’et fuldt ud og inkluderet nogle få sange fra deres debutalbum Showbiz, som faktisk har 20 års jubilæum i år – næsten præcis på dagen (udgivet 7. september 1999). Det havde for mig trukket koncerten op på et højere niveau. 

Muses simulerede virkelighed

Tilbage sidder jeg med en følelse af, at jeg har været vidne til Muse’ simulerede virkelighed, hvor jeg hellere ville have været vidne til deres virkelige virkelighed. Jeg ville ønske, store dele af glasuren var skåret fra, og at musikken derved havde fremstået destilleret med færre ”gimmicks”.

Muses musik fungerer i store rammer, da det er storladen musik, gruppen komponerer, og som ofte minder om futuristiske klassiske kompositioner, med et anstrøg af to så forskellige kunstnere som Vangelis og Queen. Selvom sætlisten ikke stod hele distancen, var der så mange solide sange, som beviste, at Muses bundniveau er utroligt højt, takket være Matt, Chris og Dominic, som er yderst dygtige musikere. Matt Bellamy lyser dog mest op, med sin krystalklare vokal og sit ekvilibristiske guitarspil og er uden tvivl hjernen bag Muse. 

I et retrospektiv var det næste som om, at jeg har overværet to koncerter i én; den overproducerede maskine med de simulerede numre, cirkusset og glasuren og den tight skårne, med de solide ældre sange. Dét og den ujævne volume gør, at koncerten for mig knebent trækker sig op på fire stjerner, da kvalitet trods alt ikke fornægter sig.

Sætliste:

  1. ”Algorithm (intro)”
  2. ”Pressure”
  3. ”Psycho”
  4. ”Break It to Me”
  5. ”Uprising”
  6. ”Propaganda”
  7. ”Plug In Baby”
  8. ”Pray (High Valyrian)”
  9. ”The Dark Side”
  10. ”Supermassive Black Hole”
  11. ”Thought Contagion”
  12. ”Interlude”
  13. ”Hysteria”
  14. ”The 2nd Law: Unsustainable”
  15. ”Dig Down”
  16. ”Madness”
  17. ”Mercy”
  18. ”Time Is Running Out”
  19. ”Houston Jam”
  20. ”Take a Bow”
  21. ”Prelude”
  22. ”Starlight”
  23. ”Algorithm (outtro)”
  24. ”Stockholm Syndrome / Assassin / Reapers / The Handler / New Born”
  25. ”Knights of Cydonia (”Man With A Harmonica” Intro)”

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA