Pixies: Beneath the Eyrie

Pixies
Beneath the Eyrie

Snyd eller slik? Who cares? Pixies er tilbage!

GAFFA

Album / BMG Records
Udgivelse D. 13.09.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

Hvis du læser dette, er du nok allerede Pixies-fan, så lad os springe over den normale introduktion, jeg har for vane et fylde ind her. Hvis du er Pixies-fan, ved du, at Surfer Rosa og især Doolittle er noget af det ypperste, der nogensinde er lavet inden for larmende rock, og du er nok også enig, når jeg siger, at det har været svært at være Pixies-fan, efter Kim Deal forlod gruppen i 2013. Comeback-albummet Indy Cindy og Head Carrier var ikke bare gruppens svageste album, men også decideret dårlige, trods enkelte livstegn. Selv Deals erstatning – den dygtige Paz Lenchantin – kunne ikke få bandet på rette spor. Forventningerne er simpelthen så meget i bund, som de kunne være til bandets syvende album.

Hvad der er sket siden 2016, skal jeg ikke kunne sige – men det Pixies, vi møder på Beneath the Eyrie, har fået så gevaldig en saltvandsindsprøjtning, at det er svært at genkende den skindøde skygge fra Head Carrier. For ikke nok med, at Pixies lyder som Pixies – de prøver saftsusemig også nye ting af. Og det lykkedes faktisk langt hen af vejen. Ja sgu! Jeg ved heller ikke, hvad der foregår.

Ifølge Black Francis er alle sangene skrevet under en konceptuel gotisk, horror-influeret paraply, og jeg ved ikke, om det er konceptet eller det, at Francis er begyndt at synge i et toneleje, der passer til hans alder, men det fungerer glimrende på Beneath the Eyrie, som ikke bare revitaliserer Pixies' stjerne på rockhimlen, men også fungerer som et rockalbum i sig selv.

Paz Lenchantin virker endelig som en central del af bandets lyd, og hendes bas gør musikken endnu mere levende, end den har været i lang tid, og hendes bas-spil minder nok om Deals til at kunne retfærdiggøre Pixies-lyden, mens hendes mere virtuose spillestil også smitter af på resten af bandet. Hendes korstemmer er også velplacerede og giver Francis' mørkere stemme det perfekte modspil. Dog er pladens rigtige stjerne Joey Santiago, der endelig igen træder i karakter som en af sin generations vigtigste guitarister. Sammenspillet mellem ham og Black Francis’ karakteristiske rytmeguitar er ikke hørt så skarpt siden Bossanova.

Bedst er numrene, når bandet undersøger nye græsgange. Åbneren ”In the Arms of Mrs. Mark of Chain” blander skurrende guitarer med velplacerede breaks og noget så uhørt som synths, mens Francis og Lenchantins vokaler går op i en højere enhed. Det samme gør sig gældende på ”On Graveyard Hill”, som er den bedste Pixies-single siden "Bagboy". Sangen lyder som en Pixies-klassiker, men peger også ud i fremtiden. Andensinglen ”Catfish Kate”, der har et af pladens mest medrivende omkvæd, er lige dele moderne rock og Surfer Rosa.

På horrorpolkaen ”This Is My Fate” kanaliserer Pixies deres indre Tom Waits, og selvom nummeret er mere Scooby Doo end Halloween, lykkedes eksperimentet til fulde – hvilket ikke altid har været en sikkerhed hos Pixies. Velplaceret chemballo og spoooky percussion fra David Lovering. Igen skal Lenchantin fremhæves for sit benarbejde på denne sang. Det her er Halloween når det er sjovest!

Pladen kommer i det hele taget godt rundt i Pixies' lydverden, med akustiske klimperier (”Death Horizon”), spaghettiwestern-surf (”Los Surfers Muetos”) og rendyrket punk (”St. Nazaire”) samtidig med, at en ny energi er tilføjet på samtlige numre. Bevares, visse sange står stærkere end andre, men der er til gengæld ikke en halv plade fyldt med decideret irriterende bras, som det har været tilfældet med de to forrige plader.

Pixies indfrier på Beneath the Eyrie forventninger, som ingen havde til dem, og ændrer væsentlige detaljer, der gør, at man igen må formode, at de kan levere væsentlige plader. De gør det i hvert fald på deres syvende album – den bedste siden Trompe le Monde.

For helvede, Pixies! Velkommen tilbage!

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA