Diverse kunstnere: And Now for Something Completely Crunchy

Diverse kunstnere
And Now for Something Completely Crunchy

Jubilæum med 16 sprøde originaler

GAFFA

Album / Crunchy Frog
Udgivelse D. 13.09.2019
Anmeldt af
Julie Hugsted

Det danske label Crunchy Frog fylder 25 år. Det fejres med en dobbeltvinyl med 16 originale sange og en fest i Pumpehuset den 14. september, hvor albummet følger gratis med billetten.

LÆS OGSÅ: 25-års jubilæum: Dansk pladeselskab inviterer til koncert

Side 1

Ballet åbnes med Beta Satans benhårde rocknummer “I Am Jack Rabbit”. Herefter skaber Tremolo Beer Gut feat Zombierella med “Codename Tremstar” regulær syre-surf. I Am Bones spiller tung stoner-grunge på “Restorer”, og til sidst træder PowerSolo ind scenen med lofi, tremolo-spækket 1960’er-pop på “That Pop Song”.

Side 2

The New Madness fortsætter 1960’er-stilen på “Go My Own Way”, hvorefter Sista Bossen sprænger rammerne med det avantgarde-punkede “Malmö". Hands of Light byder på tilbagelænet indiepop på "Rehab in Heaven”, imens Bidt lukker med det dansksprogede indienummer "Signaler”.

Side 3

The Malpractice vælter aggressivt ud af højtalerne på “Get Daddy On the Phone”, hvorefter Snake & Jet’s Amazing Bullit Band tager over med et tilbagelænet orgeltrip på “Planetary Man”. Felines spiller med “Close To You” lofi indiepop, og siden slutter med ONBCs veldrejede dreampopnummer “Dive Bar of Dreamers”.

Side 4

Shiny Darkly feat Sharin Foo præsenterer med “Roll the Dice” et klassisk Foo-indiepopnummer, der helt sikkert kommer i rotation, imens D/Troit med “What’s a Man Gotta Do?” går tilbage til den oprindelige rhythm and blues. Eggstone spiller den melo-poppede “The Late”, imens Apparat Organ Quartet lukker og slukker festen med det orgeltunge, funkinspirerede “Alfa Party” 

Cadeau til Crunchy for ikke at tage den nemme løsning og udgive en opsamlingsplade med gamle hits. Her er tale om en veldrejet plade, der viser, at Crunchy Frog anno 2019 er et stærkt label, som især indiefans kan have glæde af at følge på nært hold. Vi takker for 25 gode år og ønsker Crunchy Frog og alle vennerne et brag af en fest og stort tillykke herfra!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA