x
DIIV: Deceiver

DIIV
Deceiver

Brutal sårbarhed

GAFFA

Album / Captured Tracks
Udgivelse D. 04.10.2019
Anmeldt af
Brett Tootle

Ærlighed er på mange planer det, der definerer os som mennesker. DIIV’s svære, men særdeles vellykkede toer, Is The Is Are, omkransede frontmand Zachary Cole Smiths rehabiliteringproces oven på flere år som misbruger. På daværende tidspunkt, i 2016, var Smith dog langt fra reelt at være clean.

Misbrugsproblemet stod først klart i 2013, da han og den daværende partner Sky Ferreira blev anholdt for at være i besiddelse af heroin i en stjålet varevogn. Oven på udgivelsen af Is The Is Are måtte Smith dog lade sig indlægge som følge af en aflyst Europa-tour. Denne beslutning vakte tvivl om DIIVs fremtid, da den udtryksdefinerende bassist, Devin Ruben Perez, også senere forlod bandet.

Den videre eksistens for gruppen viste sig heldigvis at blive til noget – men ikke uden sine ar. På Deceiver lægges der ikke låg på den brutalitet og sårbarhed, som på én og samme gang definerer processen i at udrede en flosset eksistens. Det gøres hurtigt klart, når åbningsnumrene “Horsehead” og “Like Before You Were Born” indkapsler lige dele skærende guitar-katharsis over i eftertænksomme korarrangementer.

DIIV har uden tvivl gennemgået lidt af et make-over, personligt som musikalsk, der har affødt en ny tilgang til sangskrivningen. Væk er de tunge lag af reverb, de melodiske jangle-guitarer og kærlighedsforholdet til dream poppen. I stedet skues der i faser mod My Bloody Valentines brutale lydmure, i andre mod Sonic Youths skæve støjrock.

Mest gribende er det på andensinglen “Taker”, hvor tempoet er skruet ned, assisteret af flænsende guitarstøj i et velopbygget suspense. Smith og co. tør på forfriskende vis udvide ambitionsniveauet mere end på særligt det stringente debutalbum Oshin. Tydeligst kommer det til udtryk på den selvsagt ambitiøse lukker “Acheron”, som over sin syv minutters spilletid på én gang, smukt som brutalt, indkapsler næsten alle de elementer, de foregående numre har hvilet på.

Meget symbolsk er det, at de førhen mange lag af reverb- og delay-effekter er skrællet af, for DIIV har uden tvivl villet formidle den upolerede og rå virkelighed, de fire medlemmer, og særligt Zachary Cole Smith, har måttet gennemgå de seneste år. Helt klart står det, når der lavmælt hviskes “Lay it out, the path of wreckage that I cut, all in want of what?” kort inden forløsningen på den gribende “Taker”.

Indimellem kommer DIIV en kende tæt på sine inspirationskilder, og melodierne er til dels ofret for det nådesløse mørke. Alligevel står Deceiver som et gennemført værk, der er mest gribende i sine forløsende øjeblikke, men frem for alt står stærkest via sit ærlige, forandringsvillige koncept.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA